Sociologiskforum.dk var aktivt fra 2004-2012, men eksisterer i dag kun som arkiv.

Undergrund som subkultur

Skrevet d. 11.12.2007 af Mag_luca
Hej venlige sjæle derude.

Tak for skabelsen af et godt og aktivt forum.
Nå men, Jeg sidder pt i processen med at skrive en opgave omkring undergrunden som kultur-forstand, med fokus på Undergrunds design.

Opgaven er virkelig spændende, men er lidt svær at få startet ordenlig igang - i denne forbindelse ville jeg høre om folk derude har nogle foreslag til metoder eller litteratur som kunne være væsentligt.

Omgaven skal belyse en redegørelse af subkulturen, outgroups og undergrund som led heri.
En undersøgelse som skal analysere design værker i undergrunden igennem kontakt med væsentlige personer i kulturen.
Og til sidst en diskussion som skal have fokus på udviklingen i undergrunden - altså udvikling igennem de sidste generationer.

Jeg håber meget på at nogle derude kan smidde nogle tanker i hovedet på mig - På forhånd tak herfra, Magnus Luca.
Skrevet d. 11.12.2007 af Daniel_D
Undergrunden? Hvorledes definerer man den? Er det ikke noget mærkeligt noget?

Som udøvende musiker er det absurd at se folk dele kultur op i modkultur, subkultur, undergrund, osv. Det lyder sikkert fint i en opgave, men I burde komme ud i virkeligheden. Der er tingene jo ikke delt op på den måde.
Skrevet d. 12.12.2007 af KristianKarlson
Kære Daniel,

Hvordan er det så? Kunne være spændende at høre.

mvh Kristian
Skrevet d. 12.12.2007 af Daniel_D
Det er sådan at der ikke findes modkultur, subkultur, undergrund. Der er jo ingen afgrænsninger. Musik er f.eks. musik. Bevares, det kan sagtens være at nogle ser sig selv som i modsætning til noget andet, men det ændrer jo ikke på at det de gør er præcis det samme som dem de kritiserer.

Jeg har fulgt lidt med herinde et stykke tid, og jeg er målløs over hvor meget dårlig teori folk æder.
Skrevet d. 12.12.2007 af Johnkurt
Jeg opfatter også at opdeling i kultur/subkultur/modkultur osv kan være lidt konstrueret; men den kan nogle gange være nyttig. Derudover ønsker Mag_luca ikke denne diskusion; men nogle teorier omkring denne opsplitning :-)
Nu ved jeg ikke hvor meget du ved om området; men et sted at starte kan være J.W.Berry artikel i Cross-kultural Psychology-Social Behavior and Application (dog mest omkring befolkning) eller Michael Cole: Kulturpsykologi
God fornøjelse med opgaven
John
Skrevet d. 12.12.2007 af KristianKarlson
Hej,

John:
Jeg synes det er en relevant diskussion på forummet - vel også for Magnus, der netop har startet tråden og spørger til tanker om emnet.

Daniel:
Det er en interessant påstand, du kommer med. Kunne dog godt tænke mig at høre mere om den. Begreberne modkultur, subkultur og undergrund er jo noget, vi bruger til at betegne nogle omstændigheder ved eller fænomener i den sociale virkelighed. Du siger, at der ikke er afgrænsninger. Personligt synes jeg, der er stor forskel på modkultur og subkultur. En subkultur behøver vel ikke have noget at gøre med det at være mod det gængse, almindelige eller sædelige. Modkultur, derimod, handler vel netop om at være mod noget (lad det være det gængse, almindelige eller sædelige), men fordi "de ikke er en skid bedre end de andre", betyder det jo ikke, at de involverede personer ikke føler, erfarer og oplever deres fælleskab som "det at være i mod". Du kan have ret i, at fordi "de gør præcis det samme som dem de kritiserer" udvandes begrebet i hverdagslig forstand. Men i videnskabelig forstand ligger der jo mere i fx modkultur-begrebet.

Undskyld, at jeg er lidt hooked på denne diskussion, men jeg synes, at det er en interessant pointe, du kommer med, som er værd at diskutere, da den rammer ned i nogle centrale, sociologiske diskussioner.

vh Kristian
Skrevet d. 30.12.2007 af Quark
Jeg er delvist enig i Daniel D`s kritik af begreberne, jeg vil dog ikke gå så langt som at sige at der ikke findes sub/modkultur. Det ville reelt være det samme, som at sige der ikke findes kultur. Kun i den totale kultur-relativisme kan man retfærdiggøre sådan et udsagn.

Jeg synes også det er en forfejlet kritik at affærdige et begreb med henvisning til prædikatet; `konstrueret`. Den samme kritik kunne jo vendes mod et universitetsfag som eks. `sociologi`. Det er også et konstrueret begreb, det ændrer dog ikke på at det rent faktisk kan være brugbart i relation til `virkeligheden` som vi kan forstå den. (her er jeg enig med KristianKarlson)

Jeg vil hellere erklære mig enig i at begreberne ganske enkelt bruges forkert. (delvist enig med DanielD) Det er ikke musik eller tøjstil der afgør om noget er en modkultur eller subkultur, disse er udelukkende symbolske fænomener. Men det er ikke det samme som at der ikke findes modkultur. Modkultur opstår i det øjeblik et partikulært krav stilles til en anden, dominerende, kultur. Dette er selvfølgelig en politisering af begrebet men det mener jeg også er sagen. Alt er politik.



Skrevet d. 30.12.2007 af CHellersgaard
@ Daniel:

Undergrund eller subkultur kunne også bare være et tegn på, at folk forsøger at "komme ind i varmen" ved at skabe et nyt udtryk, der kan blive dominerende.
Den analytiske skelnen mellem mod- og subkultur sigter primært på, hvor disse nye "spillere" kommer fra: Ved at kalde noget en modkultur har vi oftest fat i nogle, der selv stammer fra en priveligeret position (og relativt sprogligt reflekteret fremfører deres kritik/kunst) mens subkulturen i højere grad (teoretisk) stammer fra de dominerende, der har et mere kropslig eller æstetisk udtryk.
Jeg synes faktisk denne skelnen er brugbar - også fordi man med den kan se nogle som fornyr deres genrer (eller skaber nye) oppefra (modkultur) eller nedefra (subkultur).
Jeg er (desværre) ikke godt nok inde i den danske musikscene til at forsøge at placere danske musikere i kasser, men ved at dele af hiphopscenen af andre (fx Sune Qvutrup Jensen fra Aalborg Universitet) mener, at en del af hiphopen (den etniske) kan ses som en subkultur eller bruges subkulturelt af de unge.
Hvorvidt musikerne ser sig selv som mod-, sub- eller finkultur er selvfølgeligt også spændende (som Kristian nævner), men det kan også bruges til at beskrive de modsætninger, der er indenfor musiklivet (som naturligvis ikke kan ses i en ren dansk kontekst).
Så nej, musik er ikke bare musik. Både blandt lyttere og musikere er der meget andet på spil end bare æstetik.

Christoph

Skrevet d. 30.12.2007 af AnneMarieK
Jeg kan anbefale alle der er interesseret i begrebet "modkultur" Potter og Heaths bog "Rebel - modkultur som globalt brand". Her kritiserer de modkulturernes forsøg på at undergrave mainstream og massekultur, og siger, at det i virkeligheden passer glimrende ind i massekulturens kapitalistiske ideologiske grundlag - endda, at det i høj grad er ideen om modkultur og distinktion, der holder de kapitalistiske hjul igang. Meget interessant bog.

Hvis man interesserer sig for undergrundskultur i forhold til musik og klub scene, kan jeg varmt anbefale Sarah Thorntons "Club Cultures: Music, Media and Subcultural Capital"
Skrevet d. 01.01.2008 af Sørland
Der er forskel på de klassifikationer, man benytter til sociologisk analyse og dem, som man benytter indenfor brancher som musik eller design. Branchens klassifikationer handler mest om, hvordan man præsenterer sig overfor publikum og kolleger. Sociologiens typer inddeler efter, hvordan aktiviteten påvirkes af samfundet og virker i samfundet.
Bagved begreber som modkultur, underground ligger et generelt kulturbegreb. Det defineres forskelligt i funktionlaisme, systemteori, kritisk realisme og praksisteori. Margaret Archers kulturteori virker interessant, men det er ikke til at vurdere, om den passer til denne problemstilling.

Der kan foretages forskellige analytiske disktinktioner: undergrund giver en modassociation til overfladekultur; subkultur giver en modassociation til suprakultur eller hovedkultur; massekultur giver en modassociation til elitekultur; modkultur giver en modassociation til dominerende kultur. Det er forskellige aspekter, begreberne trækker frem.

Undergrundsdesign kan være et kommercielt forsøg på at skabe en ny, salgbar trend for en købedygtig elite finder massekulturens produkter for vulgære. Undergrund kan også være udtryk for kritik af kommercialismen i den dominerende kultur. Og det, der en gang var systemkritisk modkultur kan blive en dominerende trend. Tænk for eksempel på fnktionalismen hos Ph og FDB-møbler, som begyndte som oprør mod småborgerlighed og et forsøg på at give folket enkle, billige kvalitetsprodukter - og som er endt som udtryk for etableret elitekultur.

Beklager hvis det ikke er helt klart - men det er skrevet mens tømmermændene hamrer løs på nytårets modkultur.

Andre læser også

Sociologiskforum.dk benytter cookies til blandt andet statistik og marketing. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Okay