Hej Lærke,

Velkommen til - både til faget og til Sociologiskforum.dk :)

Min kommentar er mest til det metodiske niveau i din undersøgelse og ikke rigtig til det teoretiske. Man har vist ikke deltagerobservation og feltarbejde på første år, for ellers ville jeg sige, at det ville være en rigtig god idé. Det at interviewe forudsætter i en eller anden grad, at din problemstilling kan artikuleres sprogligt og det er jo ikke sikkert, at det er tilfældet her. Man kan sige, at en interviewsituation (som alle andre sociale situationer) er præget af selvfremstilling i Goffmansk forstand og her kunne man, i et sådant interaktionistisk perspektiv, argumentere for, at det med Goffmans ord altid vil være det "foretrukne selv" der etableres (eller forhandles) i interviewsituationen (se "Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv" af Margaretha Järvinen & Nanna Mik-Meyer for mere om den problematik). Hvis den pointe har noget på sig (og det mener jeg i høj grad den har) så vil "det foretrukne selv" som du får frem i dine interviews ikke sige ret meget om det, du vil undersøge, ikke mindst fordi det at have "fjendebilleder" (din præmis) må formodes at ligge et pænt stykke væk fra det foretrukne selv, som en politimand (eller andre) vil forhandle sig frem til i en interviewsituation.

Og apropos din præmis om at der faktisk [b]eksisterer[/b] fjendebilleder (jeg siger ikke at det ikke er tilfældet), så mener jeg, at et sådant udgangspunkt faktisk kunne tænkes at forstærke sandsynligheden for, at din interviewperson vil forsøge at etablere en slags "legitimerende fortælling" (mener det er det Järvinen & Mik-Meyer kalder det). På en måde virker det nemlig lidt som en anklage at forudsætte, at de har deciderede fjendebilleder (og igen - jeg siger ikke at det ikke kan være berettiget) og et sådant udgangspunkt kunne godt få (ret store) konsekvenser for, hvordan dine interviewpersoner vil fremstille sig selv i interviewet. Eller sagt anderledes og mere konkret, så risikerer du (muligvis) at få en række interviews, der alle sammen siger "vi har ikke nogen fjendebilleder".

Her kunne feltarbejde og deltagerobservation være stærke værktøjer fordi det, du egentlig vil finde ud af (hvis jeg har opfattet det korrekt) er, i hvilken grad "fjendebilleder" gør sig gældende i betjentenes [b]praksis[/b] og ikke så meget i deres sproglige bevidsthed?

Men det hjælper dig selvfølgelig ikke så meget når du ikke har lært deltagerobservation og feltarbejde endnu og det desuden er en bunden (?) interviewopgave du står overfor. En ting som du så kunne overveje er at [b]forholde[/b] dig til den problematik jeg skitserede ovenfor - altså at gennemføre interviewene og se, hvad der kommer ud af dem og så forholde dig eksplicit til det "interaktionistiske" aspekt når du skriver opgaven (i den grad det nu måtte vise sig at gøre sig gældende) - det kunne i sig selv involvere en interessant diskussion om interviewets vidensbidrag.

Nå, det blev en længere smøre - håber du kan bruge det :)

Med venlig hilsen
Lars

Hej begge, tak for hjælpen.
Jeg har selv tænkt, at deltagerobservation eller feltarbejde ville være bedre metoder til at komme ind på livet af betjentene, men selve formålet med denne opgave er desværre at lære interviewteknik.
Jeg har dog fået mulighed for at supplere interviewene med nogle deltagerobservationer på politiskolen, da jeg har fundet en kontakt dér.
Jeg er desuden enig i, at jeg selvfølgelig ikke kan spørge til deres generelle holdninger. Jeg har i stedet tænkt mig at spørge til oplevelser, der har sat sig spor hos dem, og evt. bruge stimuli i form af fotos til at fremkalde erindringer/reaktioner.
Desuden tænker jeg, at det måske vil hjælpe at interviewe dem i deres hjem, så det foregår i "civile" rammer. Desværre er det jo mennesker, der er uddannet til at afhøre, så de bliver nok, som I begge påpeger, alligevel svære at komme ind på livet af.
Mht. fjendebillederne som udgangspunkt har du nok ret i, Lars, at det kan komme til at påvirke mine interviews meget uheldigt. Jeg tænker derfor, at hvis jeg i stedet tager udgangspunkt i betjentenes forhold til de grupper (det være sig såvel autonome som narkomaner), de arbejder med på gadeplan, deres syn på og forståelse af dem - så kommer jeg måske uden om den problematik? Så er problemet bare, at mit felt bliver så meget bredere.