Sociologiskforum.dk var aktivt fra 2004-2012, men eksisterer i dag kun som arkiv.

Systemteoretisk analyse af Second Life

Skrevet d. 27.04.2007 af Maate
Fascineret af Second Life (SL), eller måske rettere: mulighederne i SL, er jeg ved at begive mig ud i en systemteoretisk analyse af det for at begrebsliggøre det og forstå det som fænomen. Jeg er i startfasen, så jeg ville bare høre, om der er nogen, der vil byde ind med lidt idéer/inspiration til analysen.

Det interessante ved SL i systemteoretisk perspektiv, synes jeg, bl.a. er, at man måske kan betragte SL som en omfattende materialisering af vores selviagttagelse. SL afspejler jo på mange måder vores samfund (på andre måder ikke, eftersom SL forsyner fantasien med vide rammer, og ting bliver mulige, som ikke er mulige i virkeligheden), så kan man mon i dét lys sige, at SL er en anden ordens iagttagelse? Eller er SL snarere en lettere forvrænget kopi af vores første ordens iagttagelse af samfundet...

SL er først og fremmest et socialt system, som enhver social kontakt er. Men hvilken slags socialt system? SL er mindre flygtigt end interaktionssytemer, men som i interaktioner, fremkommer rollerne fra de psykiske systemer selv. Man kreerer selv sin figur i SL. I forhold til organisationssystemer har SL altså ikke de der faste roller, som bare skal fyldes ud, som kendetegner organisationssystemer, og SL bygger desuden heller ikke på `beslutninger`. Til gengæld kan man tale om medlemsskab i forbindelse med SL, hvorved SL ligner et organisationssystem. Der foregår interaktioner i SL, og de er basis for SL som organisationssystem (?)

Afhænger det hele af iagttagelsespunktet? Fra SL´s eget iagttagelsespunkt, er det vel et samfund, altså den tredje type af sociale systemer?

Tak på forhånd for ethvert input :-)

Andre læser også

Sociologiskforum.dk benytter cookies til blandt andet statistik og marketing. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Okay