Hejsa

Jeg kunne tænke mig at høre jeres meninger om Robert Merton`s teori om kulturelle mål og kulturelle midler(institutionaliseret midler) kan bruges i forbindelse med optøjerne i Paris?

Merton typologiserede fem forskellige typer:
kulturelle mål Insti. midler

konform + +

Innovation + -

Ritualism - +

Retreatism - -
(tilbagetrækning ?)

Rebelsk - + - +


Jeg vil mene at man kan argumentere for at optøjerne i Paris har karakter af den rebelske type, da de unge indvandrere vil have det franske samfund til at behandle dem på lige fod som alle andre franske borgere. Dvs. at de vil have diskriminationen til at ophøre i det franske samfund. Hvad er jeres mening til denne argumentation?

Hilsen Henrik

Hej Nils


Jeg vil først lige undskylde at det skematisk ikke står så godt. Da jeg skrev indlægget så det bedre ud.

Men her er en forklaring til skemaet:

Ifølge Merton (som jeg heller ikke er vildt meget inde i) så søger vi mennesker at opnå nogle mål gennem nogle forskellige midler. Der er nogle kulturelle mål, som vi kan synes er legitime (+) eller illegitime (-). Derudover er der nogle institutionaliserede midler til at opnå disse kulturelle mål og her gør det samme sig gældende, synes vi de er legitime (+) eller illegitime (-). Merton`s deler det så op i fem typer, f.eks. den rebelske grupper der både synes, at de bestående mål og midler er illegitime, men som samtidig forsøger, at sætte noget andet i stedet både hvad angår mål og midler, og derfor er der både plus og minus i både mål og midler ved denne type. Hvad angår den innovative type, så mener denne type f.eks., at målene i vores samfund er legitime, men forsøger måske gennem skattesnyd at sikre sig selv nogle fordele, dvs. mener at midlerne er illegitime altså et minus. Jeg håber, denne forklaring er en uddybning af mit første indlæg.

Hilsen Henrik

Hej Nilse

Selvfølgelig er det et empirisk spørgsmål. Jeg tænkte det nu også bare som en måde at tænke Merton`s teori ved hjælp af noget nutidigt. Iøvrigt (så vidt jeg har forstået) er teorien ikke baseret på empiri.

Det eneste jeg ved om de unges `krav` er, at de ikke vil diskrimineres af politiet specifikt og af samfundet generelt. De vil opfattes som franske medborgere og have de samme muligheder.

Det er rigtigt at oprør er at gå ud over midlerne, men (så vidt jeg er orienteret) ønske de ikke en revolution i Frankrig og en total omvæltning af systemet. De ønsker tilsyneladende at blive behandlet som `normale` franskmænd og derved accepterer de også både mål og midler. Det er derfor der er både plus og minus hos de rebelske.

Hilsen Henrik

Jeg er ikke inde i Merton (sært udtryk egentlig...) men mit ultrakorte, summariske bud ville være dette: De unge, fortrinsvis indvandrere, oplever en systematisk krænkelse af deres muligheder for at opnå anerkendelse - i Honneths terminologi, anerkendelsens anden og tredje form; ie. hhv. rettighedsmæssige og samfundsmæssige sfære. De har ikke mulighed for at realisere deres forestillinger om et godt liv (læs: at komme ind på arbejdsmarkedet og opnå præstationsmæssig anerkendelse) og de har ikke evnerne eller resurserne til at artikulere et politisk program (præcis Honneths kritik af Habermas) der med en kommunikativ rationalitet som grundlag kan danne grundlag for en herredømmefri dialog om emnet. I stedet artikulerer de deres vrede og frustrationer ved at brænde biler og skoler etc...

Hvordan lyder det i jeres ører?

Hilsen
Lars

Slavoj Zizek havde nu også fat i noget i kronikken i informeren i onsdags, hvor han advarede mod at søge en "dybere, skjult mening" i optøjerne, der frem for alt hævdes at være motiveret af manglende "kognitiv kortlægning, dvs. mangel til at integrere deres oplevede livssituation i et meningsfuldt hele". Han har også den herlige pointe, at en voldsbølle ofte, hvis han presses til at motivere sin vold, begynder at tale som en socialarbejder om social mobilitet, stigende utryghed, dårlig barndom osv., skønt det egentlig er sekundære rationaliseringer.
Jeg tror ikke, man skal se helt bort fra den frigørende, banale glæde, der kan være forbundet med at smadre noget!

Hej Henrik
Jeg er enig i, at denne "dybere skjulte mening" er en skidt formulering, da der er tale om reelle problemer, som der ikke er grund til at mystificere. Men jeg synes ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt det er et "frit valg" at smadre løs (og følgelig spørgsmål om tilregnelighed, strafansvar osv.), er særlig interessant, og det har heller ikke været zizeks pointe, at ville fremstille volden som et frit valg, der ikke er betinget af sociale determinanter, som dem du lægger vægt på. Disse determinanter er selvfølgelig virksomme nok, og optøjerne ville sikkert ikke finde sted, hvis ikke livet i de billige forstæder i Frankrig var temmelig trist.
Men hvad jeg mener man bør huske på, er, at det er berusende at være del af - eller `gå op i` - en masse der går amok. Fænomenet handler også om en meget elementær form for spænding, og mens man hærger løs, tror jeg ikke man er bevidst om at "give sin sociale frustration udtryk" mv. Det drejer sig i højere grad om selvforglemmelse i dramaet, og det er en fornøjelse som også velstillede unge ville kunne have del i, hvis de da ikke havde haft noget at tabe.
Hilsen Jens