Hej med jer. Jeg kom til at tænke lidt over opbygningen af metoden i opgaver generelt og blev i tvivl om paradigmets funktion og betydning i metoden, så jeg har et lille spørgsmål:

Hvis paradigmet afhænger af de ontologiske, epistemologiske og metodologiske antagelser afhænger paradigmet af �ting� som kvantitativ / kvalitativ dataanalyse og dermed casens metode. Metoden kan vel ikke være afhængig af paradigmet vel? Burde det ikke være omvendt? Mit spørgsmål til forummet er om paradigmet er afhængigt af metoden eller om metoden er afhængig af paradigmet – Hvad er underordnet hvad?

Hej Jazz

Godt spørgsmål! Er på ingen måde sikker, men jeg tror faktisk at paradigmet er metoden... Kvantitativ og kvalitativ dataanalyse er i denne sammenhæng ikke andet en måde at gruppere forskellige paradigmer på, det er ikke noget i sig selv... Det vil for eksempel ikke give nogen mening, at udføre kvantitativ metode med chi-test og alt det der, hvis man ikke ville enten bruge det til at verificere (logiske positivisme) eller falsificere (Popper) en hypotese, på samme måde vil det ikke give nogen mening at lave et kvalitativt interview, hvis man ikke havde en analysestrategi, der fx. kunne være baseret på hermeneutik, fænomenologi osv. og i sidste ende, et eksplorativt eller common sense antagelser.

Men som sagt, jeg er på ingen måde sikker!!

Mvh
Laust

Hej Mads

Ja det var måske på grænsen til en forenkling ;-) Imidlertid er det som jeg forstår det ikke en logisk positivisme, man arbejder ud fra i det statistiske arbejde, men derimod falsifikations-princippet (det fik vi i hvert banket ind til statistik-forelæsningerne og øvelserne) og det er vel blot en negering af den logiske positivisme - dvs. en form for logisk `negativisme` , men hvis der er andre metoder for statistikken er jeg da meget nysgerrig efter at høre mere... Og at jeg kun nævner Chi-testen er selvfølgelig blot et udtryk for min mangelfulde kvantitative dannelse ;-)

Mvh
Laust

Hej Jazz

Chalmers` (1995 s.253) definition af `paradigme` lyder: "Kuhns samlende betegnelse for de teorier, teknikker og spilleregler, som danner grundlag for det `normalvidenskabelige` arbejde; det er tilstedeværelsen af et paradigme som ifølge Kuhn er det afgørende kriterium for videnskabelighed". Forstår jeg dette korrekt, så betyder altså `paradigme` - i Kuhns forstand - noget meget overordnet, og noget som kendetegner en hel epoke, og det lader til, at der her egentligt ikke kan være tale om flere paradigmer på én gang, men derimod kun om ét (eller i hvert fald ganske få) på et bestemt historisk tidspunkt. Lad os se på nogle andre centrale begreber fra Kuhn, som Chalmers definerer for os:

Før-videnskab: "Kuhns betegnelse for det forskningsarbejde, som går forud for det normal-videnskabelige arbejde, og som er kendetegnet derved, at det ikke foregår inden for rammerne af et paradigme"

Normal-videnskab: "Kuhns betegnelse for det forskningsarbejde, som foregår under vejledning af et `paradigme`; normal-videnskab er kendetegnet ved, at der hersker konsensus om det teoretiske grundlag"

Krise: "Kuhns betegnelse for den situation, som foregriber en videnskabelig revolution og som udløses af, at et større antal uløste videnskabelige problemer har hobet sig op; under en krise rejses der tvivl om det gældende `paradigme`"

Videnskabelig revolution: "når Kuhn bruger betegnelsen dækker den over den situation, hvor man giver fuldstændig afkald på ét paradigme og lader det blive afløst af et andet".

Svaret på dit spørgsmål - hvis vi altså tager Kuhns forståelse af paradigmebegrebet som udgangspunkt - må være, at det er metoden som er afhængig af eller styret af paradigmet.

Socialkonstruktionister såsom Kenneth J. Gergen er helt tossede med (en særlig udlægning af) Kuhns forståelse af videnskab. Gergen (1999 s.53) siger fx om Kuhns paradigmebegreb: "As Kuhn proposed, our propositions about the world are embedded within paradigms, roughly a network of interrelated commitments - to a particular theory, conception of a subject matter, and methodological paractices (or `form of life` in a Wittgensteinian sense). Thus, even our most exacting measurements are only sensible from within the paradigm". Gergen benytter her Kuhn til at argumentere for socialkonstruktionismens `sandhed`...videnskab er ikke en afspejling af verden som den er, men noget vi sammen konstruerer...!

Litt:
A.F. Chalmers (1995): Hvad er videnskab? Gyldendal.
K.J. Gergen (1999): An Invitation to Social Construction. Sage.


Mvh.

Kære alle

Det er på ingen måde meningsfuldt at (ville) reducere statistik og kvantitative, metodiske problemstillinger til noget som kun afgøres �enten-eller� med entydig falsifikation og nul- og alternativhypoteser. Man kan formulere og operationalisere sin problemstilling på lige så mange måder og lige så nuanceret i en kvantitativ som i en kvalitativ kontekst. Uden at ville støde nogen kan jeg jo sige, at de metoder sociologistuderende lærer på 3. semester jo kun er toppen af isbjerget af det arsenal af metoder, som er �derude� og som kan benyttes til verificere eller falsificere verdens beskaffenhed.

En vigtig (og efter min mening af sociologer alt for overset) egenskab ved den kvantitative tilgang er, at den tvinger forskeren til at konkretisere sine operationaliseringer, forventninger og fortolkninger i et omfang, som kun kan gavne forskningsprocessen. Tror vi virkelig, at vi fanger �habitus� med fx en uddannelsesvariabel, eller hvilke aspekter af habitus indkredses herved og hvilke mangler? I hvor høj grad måler forskellige færdighedstest en persons underliggende �intelligens�? Men en kvantitativ tilgang tvinges man til at tage sin teori alvorligt. Selvfølgelig vil der i praksis være en korrespondance mellem en forskers erkendelsesinteresse (eller personlige paradigme?) og den metode man tager i benyttelse for at forstå verden. Vi statistiknørder kalder dette fænomen dynamisk selektionsbias. Hvis man tror at verden er multifacetteret, ontologisk hyperkompleks og diskursivt genereret i alle ender og kanter vælger man den kvalitative metode og det erkendelsesmæssige paradigme, som følger med. Hvis man er systemisk og mistænksom bliver man Luhmannianer, og hvis man føler sig snu og indsigtsfuld bliver man foucaultianer. I sidstnævnte tilfælde får man sågar en hel �pakke� både med paradigme, ontologi, epistemologi og metode.

Hvis man, som mig, er interesseret i sociale regulariter og mekanismer, og faktisk tror på at der er en systematik derude som – med al den fejlbarlighed som ligger i enhver tilgang – kan måles i kvantitative termer (og ja, der gør jeg!), så synes man at den kvantitative tilgang er det rette værktøj for mig. Det betyder ikke nødvendigvis, at man så også abonnerer på den logiske positivisme eller noget beslægtet som videnskabsfilosofi. Kristian nævner Roy Bhaskar og �Kritisk realisme�, og faktisk er den kritiske realisme et væsentligt paradigmatisk indslag i �moderne� kvantitative tilgange. En anden eksponent er John Goldthorpe (Oxford). Lars Benjaminsen fra sociologi er ved at lægge sidste hånd på en ph.d-afhandling om emnet – tjek den ud når den kommer ;-). Mit problem er, at jeg i min studietid og siden hen (miljøskade!) desværre alt for ofte har set den kvalitative tilgang som undskyldning for manglende konkretisering af forskningsspørgsmål, slap omgang med begreber og lemfældig empirisk analyse. Verden er diffus, så vi behøver ikke anstrenge os for at forsøge at indfange den i nogen konkret form! Min holdning har intet som helst med den kvalitative metode som metode at gøre, men udelukkende den måde hvorpå den undertiden benyttes. Det er bare undertiden for slapt. Tjek derimod Myra Lewinters ph.d-afhandling om ældre i hvilken hun laver over 100 kvalitative interviews og en seriøs databehandling – det er kvalitativt arbejde når det er bedst.

Mvh.

Mads

Hej Laust

Som inspiration kan du evt. tjekke min bette artikel (med Anders Holm) i Dansk Sociologi 2004 nr. 4 ("Penge, (ud)dannelse, forbindelser eller brains ...") om effekten af forskellige forældreressourcers betydning for unges uddannelsesvalg i Danmark. Heri forsøger vi, for det første, at operationalisere Bourdieus kapitalbegreber med udgangspunkt i en såkaldt konformativ faktormodel, som udtrykker kapitalformerne som latente egenskaber ved respondenterne i vores datasæt (på samme måde som Bourdieu så dem). Herudover modellerer vi, for det andet, unges uddannelsesvalg med en særlig paneldatamodel (en såkaldt random effect model), som tager højde for de uobserverede faktorer, som (udover de variable som er med i modellen) også påvirker de unges uddannelsesvalg (fx den omstændighed at vi ikke observerer de unges boglige evner). I denne artikel ruller vi derfor noget af det lidt mere tunge skyts ud til at analysere en meget "klassisk" sociologisk problemstilling ;-)

Mvh.

Mads