Hej,

Jeg sidder med ny-institutionalismen i et organisationsteoretisk perspektiv (altså ikke i et rational choice- eller historisk perspektiv, og jeg benævner derfor organisationsteoretisk ny-institutionalisme som ny-institutionalisme i det følgende).

Ny-institutionalismen hævder, at organisationen i høj grad er bestemt af deres omverden, som i dette tilfælde er samfundets institutioner. Institutionsforståelsen lægger sig her kraftigt op ad Berger og Luckmanns idéer om institutionalisering og legitimering. Dette er en prærefleksiv omgang med verden – eller kropslig (som Bourdieu nok ville sige).

Den eneste måde, hvorpå organisationen kan bestå, er gennem en legitimering af dens handlinger gennem en førbevidst reference til samfundets institutioner. Legitimeringen kommer fra de forskellige �autoriteter�, der er i samfundet, samt en masse indgroede forståelser. Disse kan tage sig ud gennem �standardiserede� myter, som danner basis for forklaringen af forskellige handlinger (heri legitimeringen).

Organisationen er altså �determineret� af samfundets institutioner. Dog er dette ikke altid helt tilfældet, for en organisation kan også legitimere sig selv udadtil, altså på overfladen, alt i mens organisationen reelt ikke interesserer sig for dette (en form for facework). På den måde kan legitimeringen også være strategisk (og bevidst).

Min pointe er: Legitimeringen hos ny-institutionalisterne antager altså både en artikuleret og bevidst form, samtidig med den indtager en mere �kropslig� og prærefleksiv form. Dette ekkoer af struktur/aktør-perspektivet (som vi kender det fra Giddens strukturation og Bourdieus praksisforståelse).

Mit spørgsmål (nu kommer det endelig) går på, om ny-institutionalisterne overhovedet kommer ud over struktur/aktør-perspektivet. Ligeledes er jeg lidt i tvivl om, hvor kraftig omverdensdeterminationen er. Ny-institutionalisternes fokus på det �kognitive� aspekt peger i hvert fald i retning af omverdensdetermination en masse.

Mvh. Kristian