Norman Fairclough vs. Carol Bacchi
Hej.
Jeg skriver i øjeblikket en opgave om italesættelser af krav til skoleelver i hhv. Folkeskolelovens Formålsparagraf og et forord fra et PISA Framework fra OECD.
Jeg har lavet en kritisk diskursanalyse (Norman Fairclough) og læner mig op af især Zygmunt Baumann og den flydende modernitet som teori.
Spørgsmålet går på metoden - kender nogen til Bacchi`s diskursanalyse WPR (What is the Problem Represented to be) og kan du/I give et bud på (inspirere mig) hvordan denne adskiller dig fra Faircloughs metode?
Og hvorfor skulle Fairclough være særlig anvendelig i forhold til Bacchi?
På forhånd tak!
Jeg skriver i øjeblikket en opgave om italesættelser af krav til skoleelver i hhv. Folkeskolelovens Formålsparagraf og et forord fra et PISA Framework fra OECD.
Jeg har lavet en kritisk diskursanalyse (Norman Fairclough) og læner mig op af især Zygmunt Baumann og den flydende modernitet som teori.
Spørgsmålet går på metoden - kender nogen til Bacchi`s diskursanalyse WPR (What is the Problem Represented to be) og kan du/I give et bud på (inspirere mig) hvordan denne adskiller dig fra Faircloughs metode?
Og hvorfor skulle Fairclough være særlig anvendelig i forhold til Bacchi?
På forhånd tak!
Jeg sidder lidt med samme problematik i mit speciale. Noget af det jeg er kommet frem til er, at Bacchi i høj grad tager udgangspunkt i Foucault. Selvom Fairclough også er inspireret af Foucault, så adskiller de sig især i deres tilgang til magt. Bacchi anser magt som både skabende og begrænsende. Implicit i Whats the problem approach ligger en antagelse om, at politik i bund og grund handler om kampen om magten til at definere problemet. I modsætning til hos Fairclough, som ser magt ud fra en marxistisk perspektiv, så er der dog her ikke tale om, at en tvangsmagt, som nogle udøver over andre.
Hej dinama
Ja, det er også den konklusion (hvis man kan kalde det det) jeg er kommet frem til. Bacchis tilgang til diskursanalyse (som åbenbart har en meget feministisk rod) er, at en italesættelse af problemet gør problemet endnu større, hvilket også går meget godt i tråd med det du skriver ovenover.
Ja, det er også den konklusion (hvis man kan kalde det det) jeg er kommet frem til. Bacchis tilgang til diskursanalyse (som åbenbart har en meget feministisk rod) er, at en italesættelse af problemet gør problemet endnu større, hvilket også går meget godt i tråd med det du skriver ovenover.
Hej Piger.
Måske jeg er for sent ude i forhold til jeres påbegyndte diskussion. så lad det blive ved dette.
Når vi snakker ”diskurs” kommer vi ikke udenom Foucault, som vel var den der for alvor satte gang i diskursanalysen og som sådan er inspirator for alle senere retninger. Det er en del af spillets regler som diskursanalytiker, at forholde sig til ham på den ene eller anden måde.
Både Fairclough og Bacchi hævder at vores tilgang til virkeligheden går gennem sproget, Fairclough er af den opfattelse at diskurs kun er een blandt flere aspekter af den sociale praksis (modsat fx Laclau & Mouffe). Jeg læser Bacchi på samme måde.
Hovedinteressen i Faircloughs kritiske diskursanalyse ligger i undersøgelsen af forandring og undersøgelserne heraf, som jeg ser det. Det vil sige ved hjælp af ham ses der på intertekstualiteten dvs. hvordan en tekst trækker på elementer og diskurser fra andre tekster
Annemarie du skriver: Og hvorfor skulle Fairclough være særlig anvendelig i forhold til Bacchi?... De er to sider af samme sag. Fairclough som jeg forstår ham fokuserer på forandringerne, der har ført til den opståede diskurs, hvor Bacchi, som jeg til nu læser hende, er mere rettet mod effekten af diskursen på det levede liv.
Vh
Helene
Måske jeg er for sent ude i forhold til jeres påbegyndte diskussion. så lad det blive ved dette.
Når vi snakker ”diskurs” kommer vi ikke udenom Foucault, som vel var den der for alvor satte gang i diskursanalysen og som sådan er inspirator for alle senere retninger. Det er en del af spillets regler som diskursanalytiker, at forholde sig til ham på den ene eller anden måde.
Både Fairclough og Bacchi hævder at vores tilgang til virkeligheden går gennem sproget, Fairclough er af den opfattelse at diskurs kun er een blandt flere aspekter af den sociale praksis (modsat fx Laclau & Mouffe). Jeg læser Bacchi på samme måde.
Hovedinteressen i Faircloughs kritiske diskursanalyse ligger i undersøgelsen af forandring og undersøgelserne heraf, som jeg ser det. Det vil sige ved hjælp af ham ses der på intertekstualiteten dvs. hvordan en tekst trækker på elementer og diskurser fra andre tekster
Annemarie du skriver: Og hvorfor skulle Fairclough være særlig anvendelig i forhold til Bacchi?... De er to sider af samme sag. Fairclough som jeg forstår ham fokuserer på forandringerne, der har ført til den opståede diskurs, hvor Bacchi, som jeg til nu læser hende, er mere rettet mod effekten af diskursen på det levede liv.
Vh
Helene
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension