Hej. jeg er 1 års lærerstuderende, og vi har i SIS fået tildelt en opgave, hvor vi skal gå ind og se på hvem Michael Foucault han er, vi har læst kap 18 i bogen klassisk og moderne samfundsteori, og der snakker han meget om magt og disciplin, men mit problem er, at for mig giver det ikke nogen sammenhængende mening.
Så hvis der er nogle der kan hjælpe mg med at forstå meningen i ham, eller har et link til hvor jeg kan finde noget om ham, vil det hjælpe mig meget.
på forhånd tak.
Hilsen Tina.

Hej,

Det er et svært spørgsmål du stiller. Her kommer der en forsøgsvis udredning. Håber du kan bruge noget af det

For Foucault handler disciplin om, hvordan samfundet producerer særlige mennesketyper, som på en eller anden måde "passer" ind i samfundet – gerne på en normal og ordentlig måde. Samfundet skal her forstås som diskurser (for lige at gøre det simpelt). Dvs. at der er en række måder at italesætte mennesket på, som virker disciplinerende på mennesket. Det er bl.a. det, Foucault fokuserer sine analyser på. Han er her bl.a. inspireret af Althusser, der mener, at samfundet "anråber" mennesket. Anråbelse betyder, at samfundet mere eller mindre fastlægger menneskers identitet gennem særlige begreber, forståelser, tanker, værdier, følelser, osv. (igen en forsimpling, men håber det står klart).

Og til magten. Magt er, som John skriver, ikke noget man besidder, når man tænker med Foucault. Magt findes mellem mennesker, forstået på den måde, at hvor end der er sociale relationer, findes der kampe om at definere virkeligheden, altså ultimativt at definere diskurserne, der igen kan disciplinere – og igen skabe særlige mennesketyper. Alt dette er ikke et fast billede – det flyder frem og tilbage (magt er altså flydende relationer hos Foucault). Og der er ingen afsender; der sidder ikke en herskende klasse, som siden tidernes morgen har bestemt de kognitive skemaer, hvormed vi forstår verden (altså virkelighedsdefinitionen). I stedet, når man ser det historisk som Foucault gør, kan man identificere en række samfundsmæssige systemers opkomst, der hver især disciplinerer mennesket på særlige måder. De systemer er det moderne samfunds institutioner, såsom klinikken (lægevidenskaben), fængslet (hvor man nemmere kan overvåge og disciplinere), uddannelse, seksualitet – ja selv markedet. (Og mange, mange flere).

Systemerne er først og fremmest systemer af "viden". Viden er nemlig magt hos Foucault. For med viden om dig – om dine inderste følelser, oplevelser, forståelser – har jeg også en magt over dig. Og endnu mere magt har jeg, hvis jeg får mulighed for at definere den måde, du føler, oplever og forstår verden på; altså hvis jeg har magt over virkelighedsdefinitionen. På den måde kan jeg også disciplinere dig, som jeg gerne vil have det. Her må det lige siges, at det �jeg�, jeg lige skrev i, netop ikke går, når man taler Foucault. Der er nemlig ingen afsender (man besidder ikke magt – det er mellem mennesker). Den eneste afsender er måske de videnskabelige (med tryk på viden) systemer, der producerer viden om mennesket – fx lægevidenskaben, samfundsvidenskaberne, åndsvidenskaberne, m.fl. Det er den stræben efter viden om mennesket, Foucault er ude efter. Det er heri han ser disciplineringen af mennesket – mellem viden og mag.t.

Relationen mellem magt og disciplin består altså på den måde i, at samfundet internaliserer sine idealer, forståelser, teknikker, værdier, osv. i mennesket gennem viden/magt-konstellationer. Internalisering skal altså her forstås som disciplinering (sådan som jeg læser Foucault). Mennesket er disciplineret, fordi viden er magt. Har jeg viden, har jeg magt, og jeg kan disciplinere (altså få folk til at indordne sig, opføre sig ordentligt, tænke fornuftigt, føle på en særlig måde). Mennesket tilpasser sig samfundet helt fra barns ben af – som fx mange udviklingspsykologiske teorier også peger på. Mere mystisk er det ikke, sådan som jeg ser det. Foucault provokerer bare. Han mener, at mennesket i sidste ende er et historisk – og ikke mindst samfundsmæssigt – produkt. Samfundet fastlægger altså vores måde at tænke, føle, forstå, opleve, erfare verden på – det disciplinerer. (Igen, samfundet skal her forstås som diskurser).

Og lige til en afslutning: Bemærk at ovenstående læsning er meget rigid – jeg læser ham som strukturalist (mennesket er ikke frit – det er et produkt af nogle underliggende strukturer (økonomiske, sociale, diskursive eller andre)). For det skal nævnes, at Foucault ikke kun lader mennesket determinere fuldstændigt af samfundet, som jeg ellers har lagt op til. Magt-relationerne er netop flydende – der er mulighed for ændringer og forskydninger. Men samfundet er stadig, sådan som jeg læser Foucault, no.1 i at disciplinere, thi samfundet består af viden … og magt.

Håber det kunne bruges. Det er tit svært at konkretisere Foucault – han svæver – måske lidt for meget efter min mening ;).

Mvh. Kristian