Hej,

Det er et meget bredt spørgsmål, du adresserer, og de tænkere, du nævner, spænder over et stort teoretisk felt. Jeg ved ikke, om du har helt ret i, at tænkerne kan kritiseres for ikke at se på de marginaliserede. Jeg er ikke så stiv ud i Rose, så ham vil jeg gerne undgå at kommentere på.

Fx er Bauman, om nogen, en tænker, der eksponerer de marginaliserede. Han snakker om defekte forbrugere og ser på globaliseringens tabere - også i den tredje verden. De marginaliserede i den første verden er for Bauman dem, der ikke kan finde ud af at omsætte forbrugersamfundets frihed til at vælge inden for nogle, for Bauman, snævert definerede rammer, typisk i relation til forbrug. Bauman mener, at dette ikke er ”ægte frihed”, men i stedet en kapitalistisk reproduktionsmekanisme, som fungerer alt for godt – og som samtidig skaber marginaliserede identiteter.

Lash er ovre i samme tankerække, når han (så vidt jeg husker) taler om, at der en gruppe af folk, der ikke formår at koble sig på de kommunikationsnetværk (eller hvad han nu kalder dem), som er vitale for at begå sig i samfundet. Castells taler også om netværk og information. Og hele netværksmetaforen lægger [i]netop[/i] op til, at nogle er koblet på, andre ikke. Det er en interessant måde at definere social eksklusion eller marginalisering på, da det ikke længere handler om klassetilhørsforhold (over eller under), men om man er koblet på eller ej en række vigtige "netværk" (inde eller ude). Her trækker jeg en smule på Niklas Luhmanns tanker om uddifferentieringen af samfundet. Han tænker nemlig på samme måde: vi er gået fra stratifikatorisk uddifferentiering til funktionel.

Og hvad med Giddens og Beck? Du har ret i, at Giddens til en vis grad ikke formår at få "taberne" i individualiseringens spil med. Beck taler om en elevatoreffekt, men er mere interesseret i de politiske konsekvenser af et risikosamfund. Så her kan du med rette kritisere Beck og Giddens, da de på en eller anden måde (og det må du vise nærmere), ikke tager de systematisk marginaliserede med i deres teoribygning. Dog er jeg ikke så stiv ud i de to, at jeg med sikkerhed kan sige, at det er sådan. En kritik af dem kunne dog være, at individualisering og social marginalisering er to sider af samme sag. Måske maskerer individualiseringen i virkeligheden marginaliseringsmekanismer sågar socialklassemekanismer (som en tænker som Bourdieu fx vil pege på).

Noget af det, man måske kan kritisere "den senmoderne retning" (som du kalder den) for, er, at den ikke ser på [i]hvem[/i] der systematisk ikke indgår i de samfundsmæssigt set "anerkendelsesværdige" sfærer eller netværk. Vi ved jo, som Axel Honneth også informerer os om, at der er nogle folk som er "systematisk marginaliserede". Vi kan formulere det på almindelig dansk: Der er folk, som af den ene eller anden grund, ikke formår at indgå i samfundet på lige vilkår med andre. Tidligere definerede man dette i en klasseoptik, men med en historisk set voksende og mere og mere dominerende middelklasse bliver spørgsmålet ikke længere, om man er oppe eller nede, men om man er inde eller ude (jf. ovenfor).

Handler det så om "den ny fattigdom eller ulighed", som der bliver talt om nu om dage? Det kunne i hvert fald være interessant at se, hvilke socioøkonomiske og sociodemografiske faktorer, der er med til at bestemme, at man ender i en marginaliseret position. Men at sige, at den senmoderne retning ikke ser på marginalisering, synes jeg ikke er rigtigt. Der er simpelthen stor variation, tænkerne imellem. Som sagt synes jeg, at hvis du skærer alle dine nævnte teoretikere over en kam, så er du allerede ude på et sidespor, hvis dit mål er at kritisere ”det senmoderne” perspektiv (eller hvad man nu vil kalde det).

Håber du kan bruge mit indspark.

Mvh. Kristian

Hvilken artikel er det, for det lyder en kende mærkeligt?
/Kristian