En kritik, som jeg synes er berettiget er, at Honneth med sin ide om at "alle skal have mulighed for at realisere deres forestilling om et godt liv" ulægger en (helt klart bevidst) normativ betragtning, som abonnerer på en (som regel ganske fornuftig) tanke om, at vi kan reformere os ud af elendighederne - vi skal bare ændre på samfundet ved at udvide anerkendelsesstrukturerne, så skal det hele nok gå synes at være tanken, om end jeg karikerer den lidt.

Jeg er selv i gang med at læse en meget interessant bog, som jeg netop har tænkt som en indirekte kritik af denne forestilling. Den hedder "The Importance of Disappointment" og er skrevet af sociologen Ian Craib og betoner (jeg er ikke nået så langt) b.la. at det er en illusion at vi kan fjerne den menneskelige erfaring af lidelse. Her ville Honneth så måske sige, at det ikke er det, det handler om, men snarere om at fjerne de strukturelle forhold, som systematsk spænder ben for at bestemte grupper kan indgå i anerkendelsesrelationer.

En anden ting er noget, som jeg har hørt gengivet fra en ven: ved et foredrag som Rasmus Willig holdte, spurgte Henrik Dahl noget i stil med det følgende: "Hvad skal vi (med Honneth) stille op med lille Lise på 9 år, som vil have en Gucci taske til 9000 kr. hvortil Rasmus Willig svarede noget i stil med (jeg var der ikke selv, men jeg tror det var sådan her), at vi ikke behøver at imødekomme hendes anerkendelsesfordring fordi hun ikke får en depression (eller en anden "social patologi") hvis ikke hun får tasken.

Pointen er, hvordan vi skal skelne mellem legitime og illegitime krav om anerkendelse og her siger Honneth et sted, at en forudsætning i hvertfald må være, at det ikke må gå ud over andre.

Men det efterlader os stadig et lidt sjovt sted: fx kunne man vel godt forestille sig krav om anerkendelse, som ikke gik udover andre, men som vi alligevel havde en forestilling om var illegitime

Det var lige hvad jeg havde - og jeg er godt ør i hovedet, så jeg ved ikke hvor klart det fremstår....

MVH Lars

Jeg hæfter mig lige ved en ting: "der netop producerer sociale lidelser (patologier)"... Netop denne pointe er svag, fordi den er for overdrevet - set i lyset af, at der til alle tider (så længe vi i hvertfald har skrevne kilder) har fandtes uretsbevidstheder og krænkelseserfaringer. Vi kan vel ikke konstatere at samfundet reelt "producerer" lidelser som fx depression, men vi kan konstatere at antallet af mennesker, der indløser receptpligtig antidepressiv medicin - men det er ikke det samme. Det kan skyldes mange forhold; fx at hvis mennesket ser en måde at kommer hurtigere ud ad lidelsen, så vil det vel gøre det (især i et kapitalistisk samfund, hvor det at være depressiv = at være uduelig i en funktionel betragtning). Det samme gør sig vel strengt taget gældende med fx selvbrunercreme, potenspiler, anabolske stereoider, fedtsugninger, plastik-kirurgi - hvis man kan skyde genvej til sit ideal om det gode liv, hvorfor så ikke gøre det (synes at være det moderne menneskes ræsonnement).

Her kan Honneth have en pointe, nemlig at gradueringerne for, hvad der er anerkendelsesværdigt og hvad der ikke er, har gennemgået nogle voldsomme transformationer, så nogle mennesker i dag ligger under for en bestemt forestilling om, hvad der skal til for at have et godt liv.

Ved ikke om du kan bruge det - det er bare, hvad jeg tænker når jeg læser det, du skriver.

Hvad er de værdier, du mener han "installerer" i mennesket? Honneth opererer vel netop med en forestilling om at folk indoptager de gældende normer (som er overophedede om du vil) og at det er normerne (læs: anerkendelsesstrukturerne) den derfor er gal med...?

Hej,

Der er også en anden kritik af Honneth, som befinder sig midt imellem noget af det, I har diskuteret. Men inden jeg kommer dertil, vil jeg lige knytte en kommentar til dit første indlæg. Du skriver, at Honneth er svær at "operationalisere", således at de kan udfyldes "empirisk". Det er jeg ikke helt enig i. Faktisk mener jeg, at netop Honneth har nogle ret klare opdelinger i sfærer, hvori anerkendelse bør finde sted. Jeg tænker her på den private (familie og venskab = selvtillid/psykisk integritet), den retlige (som borger i samfundet = selvagtelse/social integritet) og den solidariske (det større sociale, politiske og kulturelle fællesskab = selvværd/værdighed). Her har vi tre relativt distinkte sfærer, hvori man kan se på anerkendelsesstrukturernes "distributive" natur. Disse tre sfærer er for mig at se nemme at operationalisere, da det er klart på hvilke præmisser, at "anerkendelseskampen" foregår. Selvom det er godt nok er en analytisk opdeling, så mener jeg, at man kan finde interessante ting, hvis man går til det på sådan en måde.

Dette leder mig over i kritikken af Honneth: Spørgsmålet er nemlig, om den ovennævnte analytiske tredeling er adækvat for et samfund som vores. Min pointe er her, som I også har berørt, at tredelingen er lidt "altmodisch", da samfundet reduceres til at omhandle de tre sfærer. Anerkendelse har fået en mere "flydende karakter", som I skriver - og det samme har et fænomen som "autoritet" også. Samtidig er spørgsmålet også, om alle mennesker i samfundet tænker i "anerkendelse" (plus/minus), når de lever deres liv. Fx er der en del (post)moderne tænkere, der taler om, at familien er blevet en anderledes størrelse (et fænomen som mobiltelefonen er her interessant). Andre taler om, at venskab og fællesskaber er blevet mere flydende og antager en tribal karakter, hvor bare det at være sammen er kernen i fællesskabet (om det så handler om anerkendelse kan diskuteres). Herudover er der spørgsmålet om "rettigheder", især de velfærdsrettigheder, som vi kender til i vores samfund, som nogle påstår umyndiggør mennesket - her er der jo netop tale om "overeksponeret anerkendelse" (eller sagt anderledes: "perverteret anerkendelse"), hvis man følger Honneths anerkendelsesforståelse. Til sidst, og dette er vigtigt og ligger i forlængelse af de andre kritikpunkter, er det måske netop svært at tale om "solidaritet" med det større samfund i dag (jf. den tredje anerkendelsessfære). Jeg tænker her på, at i en stadig globaliseret verden fungerer anerkendelsen ikke på tværs af lag i samfundet, men nærmere inden for lag over grænser.

Der er også en række andre kritikpunkter, der ligger i forlængelse af at opfatte Honneth som lidt "altmodisch". Håber med disse overvejelser kunne bidrage lidt til den ellers udmærkede tråd.

Mvh. Kristian

Hov glemte helt mit andet spørgsmål. Men det var nok ikke så vigtigt. Men vil lige sige at ang. kritik af Honneth kan man (bl.a. ud fra Fraser) kritisre H for, at han mister sit kritiske potentiale, idet han anerkendelsesbegreb, i forsøget på at undgå at blive substantiel og sekterisk, tømmes for indhold og gøres formelt. Problemet er så, at dette resultere i - som I har diskuteret-at det bliver umuligt at komme med reelle bud på, hvad der er legitime eller illegitime krav. Desuden dur hans teori ikke til at vurdere om en bestemt udvikling har været patologisk. - Igen fordi hans begreber er så formelle at det ikke er til at afgøre, hvilke krænkelser der er større eller mindre/ værre eller bedre end andre.

L