Jeg sidder i et projekt hvor problemstillingen går på hvorvidt der er overensstemmelse mellem den herskende ledelsesstrategi (sygehusvæsnet) og læge professionens etik. I den forbindelse har jeg valgt at foretage en række kvalitative interviews af henholdsvis læger og administrative ledere på et specifikt sygehus koblet med tekststudier (sidst nævnte er vel ikke specielt social konstruktivistisk). Ledelsesproblemer og uoverensstemmelser mellem de to grupper, mener jeg er kontekstnærer og individuelle fra sygehus til sygehus.

Implicit i den antagelse, mener jeg selv at der ligger en opfattelse af mennesket som et selvstændigt fortolkende væsen, med egen fri vilje og motivation. Hvilket betyder at fænomener/begreber som ledelse og ledelsesmæssige problemer er skabt/formuleret på baggrund af de sociale aktørers italesættelser og fortolkninger af dem. En antagelse som betyder at viden om fænomenerne ledelse, ledelsesmæssige problemer, etik og kvalitet bør søges i aktørernes subjektive meningsindhold, da det er det som ligger bag fænomenerne og dermed konstituere dem. Med andre ord en hermeneutisk tilgang! Derfor har jeg placeret mig indenfor perspektivismen, nærmere bestemt den forstående forskningstype tilhørende det fortolkningsvidenskabelige paradigme.

Men i og med jeg mener at begreberne ledelse, etik og kvalitet er konstrueret af de sociale aktører har jeg vel bevæget mig ind i socialkonstruktivismen?

Der hvor jeg så bliver i tvivl er hvorvidt jeg kan gøre følgende:
i henhold til projektets genstandsfelt, ville jeg beskrive vores ontologi ud fra den erkendelsesteoretiske konstruktivismes syn på den samfundsmæssige og menneskelige virkelighed. Og epistemologi ud fra den filosofiske hermeneutik (Gadamer) - den hermeneutiske cirkel og del helheds relationen.

Ontologien: Erkendelsen af virkeligheden er konstrueret, men ikke virkeligheden selv. Altså er vores videnskabelige og dagligdags viden om den samfundsmæssige virkelighed en konstruktion. Hvilket må betyde at erkendelsen af virkeligheden altid er præget af de sociale omstændigheder hvorunder den foregår. De samfundsmæssige fænomener (i konteksten ledelse, etik og kvalitet) er med andre ord historisk og socialt skabte og derfor heller ikke uforanderlige. Med andre ord er menneskets handlinger og praksisser socialt konstruerede. Derfor mener jeg den filosofiske hermeneutik relevant som epistemologi.

Epistemologien: Den filosofiske hermeneutik søger nemlig gennem den hermeneutiske cirkel at fortolke og forstå det meningsindhold som aktørerne tillægger fænomenerne!

Er det helt misforstået? Skal jeg blot holde mig til hermeneutikken og dens ontologi og epistemologi, selvom jeg har svært ved ar se ontologien i hermeneutikken. Har i noget bud på hvad den er?

Håber du har tid og lyst til at hjælpe, da jeg er kørt lidt fast.

Med venlig hilsen Chris_KHN