Hej,

Jeg har ikke selv stødt på Honneths kulturbegreb, så følgende tanker er på baggrund af, hvordan jeg forstår hans socialfilosofi i bredere termer. Jeg går en tur inden om Habermas, da Honneth i meget høj grad bygger videre og forfiner Habermas` tanker.

Honneth arbejder nemlig videre på Habermas` kommunikationsparadigme. Habermas har arbejdet med, hvordan man kan indkapsle både en universalisme (i form af imperativer (fra Kant)) og en partikularisme (dvs. det relativistiske aspekt), men jeg tænker, at det samme gør sig gældende for kulturbegrebet: Habermas mener i tråd med Hegel, at der skal være et fælles (universelt) grundlag for, at forskellighed kan muliggøres. Habermas opstiller i den forbindelse en universaliseringssætning (der bygger videre på hans formalpragmatik) - dvs. nogle universelle krav, der skal være indfriet, for at forskellighed (og herredømmefri kommunikation) kan lade sig gøre. Disse krav er ikke en norm eller et imperativ ifølge Habermas, men derimod en form for argumentationsregel, dvs. en procedure, man bør følge, hvis man (i moralfilosofiske termer) vil opnå "det gode" - for alle berørte parter.

Problemet er imidlertid, at Habermas i sin stræben efter et "universelt grundlag" glemmer de partikulære interesser og identiteter, som er knyttet til forskellige "anerkendelseserfaringer" - hvis vi følger Honneths kritik. Det er jo netop denne "mangel", som Honneth udbedrer som en fodnote (vil nogen sige) til Habermas` kommunikationsparadigme. Dette betyder dog ikke, at Honneth abonnerer på en anderledes forståelse af universalisme/relativisme-forståelsen: For Honneth bør der være et universelt grundlag, hvorpå folk kan være forskellige: Pointen er bare, at dette grundlag ikke er tilstrækkeligt udviklet i vores samfund; på systematisk vis oplever nogle folk stadig miskendelser af deres handlinger og erfaringer i de forskellige samfunds- eller anerkendelsessfærer. Løsningen: Mere anerkendelse - eller bredere sagt: mere herredømmefri dialog (hvor der udvikles et forfinet fokus på de anerkendelsesmæssigt marginaliserede).

Pointen er: For så vidt som at Honneth arbejder videre på Habermas` kommunikationsparadigme, arbejder han med en integration af både det universelle ("fælles") og det partikulære ("relativistiske"). Jeg kunne ikke andet forestille mig, at Honneth vil tilslutte sig den påstand, at man bliver nødt til at have et fælles grundlag for at være forskellige. Honneth arbejder jo netop også videre med Hegels anerkendelsesbegreb - anerkendelse går jo "forud" for al interaktion; dvs. hvis man ikke anerkender den Anden, giver det ikke mening at føre en dialog, hvorfor legitim forskellighed i sidste ende heller ikke er mulig.

Nå – håber jeg fik formuleret det bare en kende klart. Jeg er ikke selv den store haj til Honneth, hvorfor jeg altid tænker ham i forlængelse af Habermas. Imidlertid har jeg ikke fået svaret på, om Honneths teori i udgangspunktet er essentialistisk. Dette vil jeg også undlade, da jeg ikke er helt sikker på, hvad du mener. Prøv at skrive det lidt mere ud, og så vil jeg se om jeg kan svare på det. Så vidt jeg kan se, ligger spørgsmålet i umiddelbar forlængelse af ovenstående, hvorfor jeg tror, der er tale om nuancer ;)

Held og lykke.

Mvh. Kristian

Hej,

Jeg vil ikke kalde det essentialistisk. Essentialisme, sådan jeg som jeg forstår det, er, når man tillægger et givent fænomen en essens. Typisk anvendes det om subjektet - er der noget, som er essentielt menneskeligt eller ej? Der, hvor man kan kritisere Honneth (som også er en kritik af Habermas), er, når Honneth "forfalder" til, at det hele handler om anerkendelse: Mennesket har et "behov for anerkendelse". Det virker nogle gange som om, at det eneste mennesket vil have er anerkendelse. Dette er så at sige en præmis, som man bliver nødt til at gå med til, hvis man vil forstå Honneths teori.

Imidlertid kan det diskuteres om han er essentialistisk, da hans anerkendelse (ligesom Habermas` kommunikation) er funderet i noget, der transcenderer det enkelte menneske (jf. et fælles grundlag). Anerkendelse (og kommunikation) kan jo ikke reduceres til det enkelte menneske - det er altid på spil mellem mennesker.

Hvordan Honneth så forholder sig til særrettigheder (2. eller 3. sfære), har jeg således ikke noget direkte svar på. Jeg vil umiddelbart tro, at han som Habermas igen vil sige, at det er nødvendigt med et fælles "anerkendelsesgrundlag" for at forskelligheden (fx multikulturalisme) kan lade sig gøre - både i den retslige og solidariske sfære.

Ang. det med "rammen" for legitime anerkendelsesbehov tror jeg ikke, at Honneth vil opstille en fast ramme. Det afhænger af den enkelte situation - og hvem de "berørte" parter er. Jeg må ærligt sige, efter du har nævnt det, at det står lidt uklart for mig, hvordan Honneth forholder sig til legitimitet. Det er der sikkert andre, der har styr på her på forummet, hvorfor jeg håber, at de træder til.

Mvh. Kristian

Hej lal

Ja det er det i hvertfald! Hvordan har du det med Honneth og essentialisme? Vi er lidt inde på det ovenfor, men ikke så entydigt? Har du et bud?

Er Honneth essentialistisk og på hvilken måde?

SusanneRagnhild :-)

Ja det tror jeg at jeg er. Men måske mest fordi jeg ikke kan pege på andet, der skulle være essentialistisk. Og det er for så vidt også fint nok - det er jo ikke sådan, at jeg ønsker at han skal være det :-)

Nej, jeg har ikke benyttet mig af andre, men overvejer at perspektivere projektets resultater yderligere til min eksamen ved at læse lidt på Nancy Fraser og i øvrigt få sat de enkelte teoretikeres ideer i relief i forhold til, hvilket kulturbegreb de bygger på (jf. ovenstående).

SusanneRagnhild :-)

Hej,

Ville bare lige sige, at jeg finder det interessant, at Honneth endnu ikke har fokuseret på legitimitets-aspektet - især når du engang er én af Habermas hovedærinder. Håber, at der er flere, som vil komme med indspark i debatten, da den er vældig interessant.

Mvh. Kristian