Hej alle,

Så skete det - jeg fik gnasket mig igennem Behovet for anerkendelse, en tekstsamling af nogle af Honneths skrifter om anerkendelse. Skidegod bog skal det lige siges. Jeg vil opfordre enhver, der læser eller er interesseret i samfundsvidenskab at gå til Honneth selv, da han (for det meste) er middel tilgængelig.

Da jeg først stiftede bekendtskab med Honneth for et par år siden, fik jeg det indtryk, at han blot var en fodnote til Habermas. Habermas har sin mere eller mindre "grand theory" om den kommunikative handlen - og så alle udløberne af denne efter min mening ret geniale ide. Det handler om, at kommunikation er det intersubjektives, interaktionens, væsen (som Luhmann også indvilger i). Det handler om, at mennesket først og fremmest er socialt (forstået som kommunikativt). Og i og med at man kan gøre de kommunikative viljesdannelser transparente og frie for magt, altså legitime, så er der i sidste ende grobund for (utopien) om det gode samfund, hvilket afspejler en marxistisk grundtanke, som man finder hos stort set alle medlemmer af frankfurterskolen.

Anyway, tilbage til Habermas. Habermas udviklede tilbage i slutningen af 60`erne sin første filosofiske antropologi (i Erkendelse og interesse), hvor han udpegede tre grundlæggende måder at bearbejde omverdenen på (teknisk, fortolkende, emancipatorisk). Det centrale ved Habermas` sondring lå ikke så meget i tredelingen, men i den todeling, der senere skulle få stor betydning i Teorien om den kommunikative handlen; nemlig distinktionen mellem arbejde og interaktion. Det er her, at Habermas "modificerer" det marxistiske dokrin om, at mennesket realiserer sig gennem sit arbejde - altså i bearbejdningen af naturen. Habermas mente, at ikke kun bearbejdningen af naturen var genstand for fremmedgørelse - man fandt det også i interaktionen mellem mennesker. Ligeledes lå der et potentiale i denne interaktion, da den kunne imødegå "systemets kolonisering af livsverdenen", altså eroderingen af de kommunikative og kollektive viljesdannelsesprocesser, der efter Habermas’ mening skulle være grundsubstansen i den fælles opbygning af �det gode samfund�.

Nå, det var lige en mindre Habermas-ekskurs (nok mere for min egen skyld) - nu kommer kritikken og Honneth: Det centrale ved Honneth er, at han udfordrer den basale filosofiske antropologi, som Habermas har udviklet: Hos Habermas er der ligesom et overudviklet fokus på det der sker _mellem mennesker_. Habermas formår ikke at se "menneskene bag". Jo, selvfølgelig gør han det, men han kan ikke rent begrebsmæssigt indfange de nuancer, der er i den basale menneskelige interaktion - specielt ikke subjektet og slet ikke den gensidige proces, der ligger mellem �subjekt og intersubjekt� (altså mellem identitet/erfaringer og sociale oplevelser). Dette er netop en (nok lidt forenklet) del af Honneths kritik af Habermas. Men det er netop også her, at Honneth peger på andre grundlæggende aspekter ved �det at være menneske�, nemlig _anerkendelse_.

Her skal anerkendelse ikke forstås som en social genstand, såsom "prestige" eller "social ære", sådan som fx Bourdieu (til dels Weber) definerer det. Det er derimod en ontologisk anerkendelse, vi her snakker om. Det er spørgsmålet om, hvordan man overhovedet bliver menneske, og hvilke parametre der skal indfries for, at "det gode liv" (måske) kan blive en realitet. Dette spørgsmål er en vovet spørgsmål, men jeg vil mene, at vi her snakker om nogle fundamentale ting, som samfundsvidenskabelige folk bør reflektere over: nemlig menneskets basale natur eller væsen. Og ve os ulykkelige, der her kommer i klemme i et socialkonstruktivistisk maskineri, hvor mennesket ikke har nogen essens osv., osv. Den er fin – men det har det altså! – prøv bare at læs Honneth ;). Anyway, tilbage til anerkendelse.

Tanken er Hegelsk. Faktisk lader Honneth sig inspirere af den kære Hegel. Og idéen er egentlig ret enkel: For at være forskellige må have et fælles grundlag at basere vores forskellighed på. Anerkendelse er netop denne basis. Anerkendelse er i den forstand en forudsætning for, at vi overhovedet kan _tale_ sammen - og heri ligger det vitale supplement til Habermas. Derfor bliver det nødvendigt, sociologisk (som Honneth selv flere steder pointerer), at bestemme de former for anerkendelse (og miskendelse), der er i vores samfund. Og sørme` om han ikke også hjælper os til at rette øjnene det rette sted hen: Anerkendelse sker i de intime relationer (herunder må barnets første møder med verden også høste sine første anerkendelseserfaringer her (her anvender Honneth Meads teori om subjektet)), anerkendelse foregår på det retslige område (borgeren) og anerkendelse foregår i det større samfund, hvor man kan værdsætte sig selv. Om denne tredeling er udtømmende er jeg lidt i tvivl om, men den peger hen på nogle fundamentale samfundsmæssige områder, hvor "subjekter BLIVER TIL intersubjekter", som igen er en forudsætning for en "herredømme dialog", hvis det er der, man gerne vil hen (som fx Habermas). Anerkendelse er altså mere fundamental end kommunikativ handlen – det er dens forudsætning.

Imidlertid kan der også være skår i "anerkendelsesstrukturen", således at folk (systematisk) oplever "krænkelser" af deres positivt erfarede anerkendelseforhold (en typisk Honneth-formulering). Dette er anden historie end den, jeg vil til at slutte af her, fordi vi så bevæger os inden på sociale patologier. Det jeg derimod gerne vil ind på her på falderebet, er det faktum, at Honneth revitaliserer "det samfundsmæssige arbejde" (i den tredje anerkendelseskategori) som en nøglekategori for en ny Kritisk teori. Dette er efter min mening skidefedt. Arbejdet er en af hovedkilderne til anerkendelse og derfor noget, man skal holde sig for øje, når man ser på "anerkendelsesstrukturen" i samfundet. Dette negligerer Habermas (til dels), da han som nævnt har en lidt for overudviklet glæde for interaktion frem for arbejde. Mennesket realiserer sig selv gennem sit arbejde – noget som igen er blevet en vigtig pointe i forhold til, hvordan arbejdsmarkedets kulturelle logikker fungerer i dag – bare kig på derud en enkelt gang. Men ikke mere herom.

Så det jeg bare gerne ville sige med dette lille essay var, at Honneth har sq nogle reelle pointer, når det kommer til, hvordan man sociologisk kan forstå mennesket. Det handler om, at folk har et behov for anerkendelse, der er nødvendigt for, at de kan leve et godt liv.

Håber at andre deler samme glæde. Jeg har dog kritikpunkter, men de må komme en anden dag.


Mvh. Kristian

Jeg anerkender dig og din læsning af Honneth

Anton

Har lige købt Honneths bog om anerkendelse, men har haft lidt svært ved at åbne den... Du har netop i din anerkendelse af Honneths tanker, qua dit essay givet mig fornyet mod. Tak for det.
;o) Bodil