Vi er ved at skrive en opgave, hvor vi bruger Habermas` diskursetik. Vi vil finde ud af om forskellige udsagn angående genmanipulation af fostre, kan forsvares moralsk ud fra Habermas` moralteori.
Genmanipulation vil berøre hele menneskeheden og også kommende generationer, så derfor er det ikke muligt at få alle berørte parter til at deltage i en kommunikativ handlen. Vi har indtil nu troet, at Habermas ville mene, at de kommende generationers "syn" skulle repræsenteres per stedfortræder. Nu har vi så fundet en fodnote, hvor Habermas kritiserer Kant for at tro, at alle kan sætte sig i andres sted og forestille sig, hvad disse personer vil ville. Det kan, ifølge Habermas, kun afgøres i en reel diskurs, hvor alle berørte parter har mulighed for at give udtryk for, hvad de rent faktisk vil. Det kræver altså en diskursiv kommunikativ handlen uden stedfortræderere for at afgøre en norms gyldighed??? Er det ikke en modsigelse af den procedure Habermas selv har opstillet for at afgøre en norms moralske gyldighed? Hvordan kan Habermas` diskursetik så bruges på normer/emner, som vil få globale konsekvenser og konsekvenser for kommende generationer?
(Fodnoten står i Eriksen, Weigård: Kommunikativt demokrati" s.122, nr20).
Håber nogen kan svare på vore lidt lange spørgsmål.
Hilsen Anne

Hej Anne-P

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvordan Habermas præcist forholder sig dertil, men jeg bemærker dog hans ordvalg i universaliseringsgrundsætningen (U): "Enhver gyldig norm må opfylde den betingelse, at de følger og bivirkninger med hensyn til tilfredsstillelse af hver enkelts intersser, som til enhver tid opstår ved at normen følges generelt, frivilligt KAN accepteres af alle berørte." (fra Marmor-bogen, s. 374). Det er her ordet `kan` (som jeg har fremhævet), jeg bider mærke i; det ordvalg tillader en ret smidig fortolkning af U, idet en norm ikke skal accepteres, men kan accepteres. Det vil - i denne læsning - sige, at normen kan accepteres, hvis alle (ALLE!) potentielt berørte inddrages i dialogen, men også at normen kan være gyldig uden at alle HAR (positivt) accepteret normen.

Endvidere kommer jeg til at tænke, at problemerne med at alle berørte ikke kan inddrages i den herredømmefri dialog, minder på flere måder om de problemer, man støder ind i, når man anvender kvalitative forskningsmetoder; i begge situationer støder man ind i metodiske problemer af ganske hverdagsagtig, praktisk art, men ligeledes kan disse problemers betydning om ikke elimineres så mindskes. Kaster bare lige tanken op - elaborerer gerne!

Til slut vil jeg lige henvise til http://www.habermasforum.dk/ hvor der sidder kompetente, (Habermas-)belæste & ganske ivrige hoveder klar ved tasterne!

Kh, Nilse