frygt
Hej
Jeg har tit tænkt på, hvorvidt gode mennesker bør frygte noget (i hele taget).
Tanken bunder i, at hvis man vitterligt er god, hvorfor skulle nogen så ønske at skade en. Selv døden ville man kunne leve med, fordi man ikke står tilbaget som en skændsel for menneskeligheden. Tjahh...
/Tomb
Jeg har tit tænkt på, hvorvidt gode mennesker bør frygte noget (i hele taget).
Tanken bunder i, at hvis man vitterligt er god, hvorfor skulle nogen så ønske at skade en. Selv døden ville man kunne leve med, fordi man ikke står tilbaget som en skændsel for menneskeligheden. Tjahh...
/Tomb
Selv fuldstænidgt gode mennesker kan vel blive syge, kørt ned i en trafikulykke eller ulykkelig, når kæresten forlader dem, selvom han/hun ikke gør det for at såre `det gode menneske`? Der er vel masser af risici i samfundet selv for gode mennesker?
Jeg kunne fristes til at sige: that`s life. Hvis vi ikke frygter døden, så er der vel ikke noget tilbage at frygte. Hvis vi vælger vores handlinger med dydighed, så kan udfaldet vel ikke falde tilbage til en selv. Det som rammer en tilfældigt, kan så heller ikke være andet end skæbne. Hvis vi frygtede vores skæbne, så ville vi være feje - eller omvendt, hvis vi udfordrede skæbnede, så ville vi være dumdristige. Men det gode menneske ville jo hverken fremstå som offer eller vinder.
Men i så fald, så tager du som forudsætning at alle mennesker spiller efter de samme regler, således at man `får som fortjent`. Selvom jeg fx vælger mine handlinger med dydighed, så udfaldet ikke falder tilbage på mig selv, så kan jeg vel ikke væres ikker på at andre mennesker gør det?
Du bliver nødt til at definere "god".
...ordentligt.
...ordentligt.
Ja da!
Måske er frygt et lidt drastisk ord, men selv `gode` mennesker skal da vurdere risici i forbindelse med deres handlinger.
Idét et menneske eksisterer, vil vedkommende jo uværligt optage pladsen for en anden, spise noget mad, være sammen med en bestemt partner etc.
Alle disse ting vil potentielt kunne føre til, at nogen vil have en fordel i at fjerne eller skade vedkommende.
Så forudsat at det `gode` menneske har en eller anden form for selvopholdelsesdrift er `frygt` da så ganske bestemt nødvendigt.
Derudover kommer så, som også Morten Brandt påpeger, en definition af det `gode`.
For selvom det individ vi her taler om betragter sig selv som god, er der jo på ingen måde nogen garanti for at resten af verden deler denne opfattelse.
Du nævner så, at man ikke engang behøver at frygte døden, men det forudsætter for det første at man ved hvad der kommer efter døden, derefter at dette er i overensstemmelse med det liv man har levet, samt at man ikke bliver taget af dage på en måde som man frygter. Selvom man ikke frygter døden kan man jo udmærket frygte tortur og lignende.
Så ja - frygt er en ganske nødvendig følelse fordi den får mennesket til at overveje risici, muligheder og konsekvenser. Det gælder også `gode` mennesker.
Måske er frygt et lidt drastisk ord, men selv `gode` mennesker skal da vurdere risici i forbindelse med deres handlinger.
Idét et menneske eksisterer, vil vedkommende jo uværligt optage pladsen for en anden, spise noget mad, være sammen med en bestemt partner etc.
Alle disse ting vil potentielt kunne føre til, at nogen vil have en fordel i at fjerne eller skade vedkommende.
Så forudsat at det `gode` menneske har en eller anden form for selvopholdelsesdrift er `frygt` da så ganske bestemt nødvendigt.
Derudover kommer så, som også Morten Brandt påpeger, en definition af det `gode`.
For selvom det individ vi her taler om betragter sig selv som god, er der jo på ingen måde nogen garanti for at resten af verden deler denne opfattelse.
Du nævner så, at man ikke engang behøver at frygte døden, men det forudsætter for det første at man ved hvad der kommer efter døden, derefter at dette er i overensstemmelse med det liv man har levet, samt at man ikke bliver taget af dage på en måde som man frygter. Selvom man ikke frygter døden kan man jo udmærket frygte tortur og lignende.
Så ja - frygt er en ganske nødvendig følelse fordi den får mennesket til at overveje risici, muligheder og konsekvenser. Det gælder også `gode` mennesker.
Disse overvejelser fik mig til at tænke på et tankevækkende-dialektisk Adorno-citat, der afsøger sammenhængen imellem absolutisme og relativisme: "All relativism lives off the consistency of absolutism”, hvor på pointen så at sige er, at jo mere man tænke et princip absolut, des mere `devalueres` og i denne den relativeres andre perspektiver. Er det ikke netop pointe med sprøgsmålet: Hvis man vitterligt tænker og anser verden som god (her forstår jeg altså `godhed` som subjektets selvopfattelse) - helt og aldeles absolut! - da devalueres/relativeres andre af livets aspekter, herunder dets onder...
L
L
[q=Tomb]Hej
Jeg har tit tænkt på, hvorvidt gode mennesker bør frygte noget (i hele taget).
Tanken bunder i, at hvis man vitterligt er god, hvorfor skulle nogen så ønske at skade en. Selv døden ville man kunne leve med, fordi man ikke står tilbaget som en skændsel for menneskeligheden. Tjahh...
/Tomb[/q]
Kunne frygten ikke blot tænkes i at ligge i netop forståelsen af subjektet som værende god, og dermed indehold en latent frygt for et såkaldt værdifald - hermed ment en konstant risiko for ikke længere at være god for det gode selv, men grundet påvirkninger fra udenomliggende situationer?
Hvis det gode må forståes som en subjektiv opfattelse af selvet som værende god, da kan denne opfattelse kun manifesteres ved en observans af det gode i relation til omgivelserne.
Således, at det gode ikke fungerer absolut, men altså er relativt ift. den værdi subjektet oplever den ift det omkringliggende samfund.
Man kan således hurtigt få en oplevelse af sig selv som rummende det gode væsen men kun i en afspejling af den generelle overenskomst omkring det gode som en værdi.
Jeg har tit tænkt på, hvorvidt gode mennesker bør frygte noget (i hele taget).
Tanken bunder i, at hvis man vitterligt er god, hvorfor skulle nogen så ønske at skade en. Selv døden ville man kunne leve med, fordi man ikke står tilbaget som en skændsel for menneskeligheden. Tjahh...
/Tomb[/q]
Kunne frygten ikke blot tænkes i at ligge i netop forståelsen af subjektet som værende god, og dermed indehold en latent frygt for et såkaldt værdifald - hermed ment en konstant risiko for ikke længere at være god for det gode selv, men grundet påvirkninger fra udenomliggende situationer?
Hvis det gode må forståes som en subjektiv opfattelse af selvet som værende god, da kan denne opfattelse kun manifesteres ved en observans af det gode i relation til omgivelserne.
Således, at det gode ikke fungerer absolut, men altså er relativt ift. den værdi subjektet oplever den ift det omkringliggende samfund.
Man kan således hurtigt få en oplevelse af sig selv som rummende det gode væsen men kun i en afspejling af den generelle overenskomst omkring det gode som en værdi.
tomb: så du tænker at det eneste mennesket virkelig behøver at frygte er skam? At enhver fysisk skade er ligegyldig så længe sindet* besidder en form for renhed? En god gammel tanke:)
At ingen skulle ønske at skade en er naturligvist naivt. Det meste af den skade vi forvolder på hinanden har intet med ofret at gøre, og langt mere skadevolderens indre følelsesmæssige bogholderi.
Men at godhed skulle gøre urørlig? Tja...indtil videre har jeg intet menneske mødt der ikke var lidt mere...lad os sige kompleks;)
Som jeg fik at vide i en drøm engang: "ingen mand er så stor at han ikke kan gøres lille, Ingen mand så ædel, at han ikke kan gøres nederdrægtig. Hvis du skal ære noget, så ær dine indvolde - de ved besked om mangt og meget".
chlyk:
Tanken er at vedkommende vitterlig er god, dvs lever op til de kriterier hvorudfra han dømmes (uanset hvordan de så er givne og hvem eller hvad det dømmende er). Dvs ikke et kierkegaardsk kasten sig ud på de dybe vande men en jesuviansk tøffen rundt på bølgerne.
Du glemmer menneskets evne til at leve sig ind i forestillede eller indre/ psykiske fællesskaber, (evt endog med det absolutte hvorfra snart enhver værdi er mulig) og lade sådanne erstatte de "faktiske" omgivelser.
iøvrigt er det tåbeligt at frygte døden. we die that others may feast;)
At ingen skulle ønske at skade en er naturligvist naivt. Det meste af den skade vi forvolder på hinanden har intet med ofret at gøre, og langt mere skadevolderens indre følelsesmæssige bogholderi.
Men at godhed skulle gøre urørlig? Tja...indtil videre har jeg intet menneske mødt der ikke var lidt mere...lad os sige kompleks;)
Som jeg fik at vide i en drøm engang: "ingen mand er så stor at han ikke kan gøres lille, Ingen mand så ædel, at han ikke kan gøres nederdrægtig. Hvis du skal ære noget, så ær dine indvolde - de ved besked om mangt og meget".
chlyk:
Tanken er at vedkommende vitterlig er god, dvs lever op til de kriterier hvorudfra han dømmes (uanset hvordan de så er givne og hvem eller hvad det dømmende er). Dvs ikke et kierkegaardsk kasten sig ud på de dybe vande men en jesuviansk tøffen rundt på bølgerne.
Du glemmer menneskets evne til at leve sig ind i forestillede eller indre/ psykiske fællesskaber, (evt endog med det absolutte hvorfra snart enhver værdi er mulig) og lade sådanne erstatte de "faktiske" omgivelser.
iøvrigt er det tåbeligt at frygte døden. we die that others may feast;)
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension