Hej Kristian
Nu skal man passe på med at bashe, men jeg bliver nødt til at sige at FC efter min mening ikke har fanget Foucault i omtalte bog. Det viser sig flere steder. At sætte lighedstegn mellem epistemer og strukturer (s.82) er (på trods af at han moderer det ved at tale om klassisk strukturalisme og derved antyde at F er en slags udviklet strukturalisme) åbenlyst forkert. Et andet eksempel er hans omtale af `indføringen af forestillingen af mennesket` (s.84) "Mennesket som subjekt opstår først i det øjeblik, det tænker (på) sig selv som et subjekt." er igen, efter min mening, en komplet misforståelse af objektivering/subjektiverings mekanismerne. Misforståelsen viser sig i FC`s direkte association til Kierkegaard og subjektivitetstænkning. Subjektivering er samtidig en objektivering.
FC er udemærket til de analytiske filosoffer, men har en tendens til at læse alle andre filosoffer med de samme briller.
Hvis man skal tage Foucaults egne ord for pålydende, så er han ikke socialkonstruktivist. Man kan jævnføre hans og Deleuzes modvilje mod Chomskys dybdegrammatik.
mvh
Auto

Hej Kristian

Jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvad du vil med dit spørgsmål. Men til dit indledende spørgsmål i første indlæg mener jeg, at der umiddelbart er 2 svar: Ja og mere specifikt dekonstruktuvist! Nej - han er æstetisk filosof, der tror på `mennesket`s mulighed for at erfare verden! Pointen ved at svar både ja og nej er, at F. er ikke så nem umiddelbart at placere i de forskellige paradigmer - heller ikke dem, der er vokset ud af F`s forfatterskab. Men hvis det er noget du vil bruge til eksamen i Klassisk og nyere ;-), så tror jeg du skal passe lidt på med at kalde ham socialkonstruktivist: For det første er det så åbenlyst at F anvender en hvis grad af social konstruktivisme i sine analyser, at det ikke må være en afgørende pointe i forhold til oplæg om F. og for det andet er det en helt unødvendig simplificering af hans position, der først og fremmest er filosofisk...

mvh
Laust

Hej Kristian
Her kan man vist tale om at stikke hånden i et hvepsebo. Jeg beklager at jeg ikke svarede på dit spørgsmål, men i stedet fik luft for nogle indvendinger mod FC. Jeg har desværre hverken læst Laclau eller Zizek, men jeg tror jeg har forstået din gennemgang nogenlunde. Din Foucault virker desuden stærkere end min, så jeg vil ikke vove liv og lemmer på det følgende, men here goes.
Det beskrevne paradoks opstår, så vidt jeg kan se, kun forsåvidt at man tager udgangspunkt i subjektet. Altså kun forsåvidt at �for at blive subjekt skal du være subjekt� er korrekt. Men ifølge F. så skaber diskursen subjektet, hvorfor udsagnet overfor i stedet kommer til at ekko legitimeringen af totaliseringen/individualiseringen. Forsåvidt at man ’falder ved siden af’ (og jeg tror du har ret i at det er en eksistentiel subjekttanke) er man – og det er sådan jeg forstår din kobling – (midlertidig) faldet ud i en ikke-diskursiv relation, men set fra diskursen er det irrelevant. Eller sagt med andre ord: det er ikke dig der bestemmer om du falder indenfor eller udenfor diskursen.
Jeg opfatter i høj grad modmagten som Deleuzes rhizomatiske tanke. Altså dette at man er i stand til at udvikle en ikke-hierarkiseret multiplicitet, der ikke er over-kodet af Staten. Det er klart at modmagten set fra magtens synspunkt taler samme sprog og derfor blot forsøger at usurpere magten. Hvilket samtidig udgør legitimeringen til at slå ned på denne (�Terroristerne kommer for at undertrykke os.�). Men set fra modmagtens synspunkt består ’mod-’ ikke i at selv at blive magten, men at afsløre at heller ikke magten har noget fundament. Jeg vil tro at F.’s modvilje mod essentialisme ville gøre det svært at tale om konstituering og determinering ifht. ’konstruktion’ af subjektet.
Mht. Chomsky, så beklager jeg at jeg smider den ind så nonchalant til sidst. Deleuze nævner ofte C i Tusinde Plateauer som skydeskive og forsvarer af træ-strukturer. F. og C. havde tilsyneladende en halv-berømt diskussion tilbage i 70’erne, jeg ikke har set, men kun fået refereret. C. bliver i den sammenhæng fortolket som en forsvarer af logo-centrisme, da (dybde-)grammatikken netop bliver opfattet som den væsentligste overkodning.
Jeg håber ikke at jeg med dette har fået bekræftet det gamle mundheld: Hellere holde kæft og lade folk tro at du er en idiot, end at åbne den og bekræfte det.
mvh
Auto

Hej Karlson

Ville bare lige gøre opmærksom på, at en der, så vidt jeg husker, skælder ud på dialektikken er Bruno Latour (vist nok i "We were never trully modern"). Hans pointe skulle være, at vi konstatnt tænker i dikotomier, hvilket skulle være meget, meget slemt...

Christoph

Christoph: Latour er for sej ;)

Auto:

Indlæg - nu med Camp og kritisk teori. Årsagen til dette, efter min mening, ret kreativt lange indlæg, er, at jeg sidder med stoffet lige nu i forbindelse med en eksamen (som det sikkert er fremgået).

Jeg vil nu ikke skyde det ned, thi det rammer sagens kerne - nu med "filosofisk kønsteori". Fx er netop dele af den nyere kønsteoris projekt, at give eksempler på "modmagt". Man skal "citere" (sig) anderledes, som Butlers performativitetsbegreb lægger op til. Man kan "klæde sig ud" - her et eksempel: Den ultraflotte og sexede kvinde, som er klædt ud i det store skrog og med make-up og det hele. Forestil dig hende sidde langt oppe foran til en fysikundervisning på universitetet, være den mest aktive (og faktisk begavede) af alle. Her "citerer" hun sig selv anderledes end "diskursen" (i bred forstand). Juxtaposition er hvad der foregår - hun udstiller mand/kvinde-dikotomien. Om det så er en kritik eller ej er nu ikke så vigtigt, men mere idéen i det. Andre figurer er Butlers Drag eller (mener det er) Søndergaards cyborg, der har lidt samme funktion - især cyborgen er uhyre interessant som figur, da den er INTETkøn. Uuuhhh…

En anden figur, der bevæger sig væk fra kønsteorien, er Camp (se herom Susan Sontags �Noter om Camp�). Camp er en social omgangsform, der udstiller relationen mellem form og indhold. Form/indhold-dikotomien udstilles og dermed forvrænges eller perverteres den. Og der er masser af andre eksempler, og det er netop her, at fx Zizek lægger billet ind (læs ham! han er fantastisk). Han er bare Camp på den lidt mere lede måde.

Det interessante ved alt dette er, at man kan koble det til Adorno/Horkheimers Oplysningens Dialektik: Adorno/Horkheimer påpegede jo, at sproget ikke kan frigøre sig fra sproget: sprog deler verden op, som ellers tidligere var ét hele. Sproget slavebinder os i dens evige "analytiske" sofisteri. Måske lige i poesien finder man en undtagelse, men alt andet sprog er infiltreret. Hvor finder Adorno/Horkheimer løsningen? I kunsten - den "ægte" kunst - vel at mærke (og ikke i den onde kulturindustri). Sproget kan ikke længere henvise til Utopia - men det kan kunsten! Kunstværket kan udvise et "promesse de bonheur" i dets umiddelbarhed, som overskrider al fatteevne (Benjamin).
I forlængelse heraf ser Adorno/Horkheimer på et Udenfor, som de mener, er det, folk frygter allermest. Det er derfor, at individerne underlægger sig. Det er �angsten for det tomme rum�; denne angst skal tæmmes osv. (jf. Baumans Postmodern Ethics). Måske skal den tæmmes af den kommunikative handlen (Habermas), måske af anerkendelse (Honneth), ellers skal den slet ikke tæmmes, men fremelskes af hjertevarme forældre (fx Zizek).

Anyway, lad os vende tilbage til pointen:

Det handler altså om at påpege "horror vacui" og jeg elsker det udtryk)! Der er ingen større akademisk pointe med ordet, men "angsten for det tomme rum" er måske netop en basis, hvorudfra vi kan se dikotomien/oppositionen/forskellen, som fx mand/kvinde. Det kunne således være "becoming-woman" (eller i social marginaliseringsjargon: �not-becomming-man�), der udstiller mand/kvinde-dikotomien. Bemærk lige, at der i �fejlciteringen� ofte ligger kropslige elementer – altså netop elementer af den �ikke-diskursive� orden (og bemærk således, at jeg her forstår diskurs anderledes end i mit ovenstående indlæg = forvirringen total).

Det blev, som lovet, et langt indlæg.

Hej Kristian
Haha - Det er jo intet mindre end ekvilibristisk. Storartet. Jeg håber seriøst at din eksamen er snart for ellers frygter jeg en eksplosion af dimensioner ved eksamensbordet.
Det giver god mening. Jeg tror jeg har tænkt over noget lignende. I den forbindelse har jeg i mangel af bedre anvendt betegnelsen `kontrolleret flux` som så vidt jeg kan se dækker over samme type angst som horror vacui blot med modsatte fortegn. Kontrolleret flux er skridtet op fra den situation hvor fænomenerne ikke bindes til begreberne, men er i stadig flux (hvorfor de ikke længere er hverken begreber eller fænomener). Kunsten rider på `the edge of chaos` som det hedder sig eller i D`s termer på en flugtlinie.
Horror vacui kommer i mine ører til at minde lidt om Sartres angst, men (for nu ikke bare at namedroppe - jeg er helt enig i at det er et tæskelækkert udtryk) mit spørgsmål har med det lidt mere ubehjælpsomme begreb om kontrolleret flux drejet sig om hvorvidt denne introduktion af et minimum af kontrol er nødvendig for at undgå opløsning/angst? Det er forøvrigt et sjovt (læs=halvnørdet at bemærke det) sammentræf at du bruger udtrykket `uhyre interessant` for netop i den forbindelse bruger D udtrykkene uhyrer og monstre. F.eks. er skabelsen af en hermafrodit som et monster et udtryk for totaliseringen, hvor forsøget på at gemme sådan et monster væk eller maskere det, ville være en accept af denne totalisering; mens jeg gætter at en insisteren på at udstille en sådan tve-kønnethed og derefter spørge de tilstedeværende et-kønnede `hvorfor de er skamferede?` ville være camp!?
mvh
Auto