Et forhold/ægteskab er aldrig ens, men hvor tit er et brud sådan, at begge forlader et sådan, med lige status? Et sundt forhold med enhver - også når det drejer sig om venskaber - skal altid være afbalanceret på en sådan måde, at det er til begges gavn, som ping pong er for hinanden, men intet uden! Da jeg selv har oplevet, at det ikke er sådan for alle, kan jeg ikke lade være med at tænke, er det mon ens for begge sider af kønnet, at ved bruddet er det kun den ene som forlader dette med status? På den anden side er det for den enkelte kun et spørgsmål om, ikke at ha fundet den eneste!

Det kan være at det sker sådan her! Den ene udgiver at være en, som personen egentlig ikke er. Det kan være af psykiske årsager eller bare sociale! Personen ønsker derfor ikke at andre skal kende sit eget jeg, selvom der måske ikke er noget at frygte. Det er jo først ved at være sådan – bevist - at der er noget at frygte, altså det at andre skulle indse at personen er sådan! Lidt af en tvangstanke, som drives af frygten - skruen uden ende! Hvordan ville et sådan forhold udvikle sig, og hvordan vil de to parter stå bagefter? Den ene som god, den anden det modsatte! Når det er sådan, vil det for den ene part være pointen ved at komme videre i livet, nemlig at hævde sig selv gennem bl.a. medlidenhed, og herigennem knuse den anden! Dette er det sociale i det, hvor den anden part er det psykiske!

Hej Teddy

Ja, hvad var min intension med indlægget? Ved det indeholder min holdning ud fra min erfaring, og om det kan siges at ha noget med en ide at gøre, er lidt svært at sige, men et spørgsmål indeholder det da!

Er det ikke tit sådan, at når man som menneske sidder i ro, remmes man tit af tanker som har berørt en dybt i live? Måske er det kun mig der tænker sådan eller er bleven opmærksom på sådanne tanker, lige meget hvad, så syndes jeg at jeg havde brug for, at høre andres tanker omkring dette!

Hej Laust

Det vil jeg da prøve at kikke på, på et tidspunkt, men det var mere opfattelser fra private personer jeg søgte oplysninger fra! Personer som selv har oplevet sådan noget som jeg skrev om.

Vi lever egentlig i et godt samfund, men vi lever så optaget af os selv, at vi ikke ser hvad vi egentlig gør ved andre. Der siges så meget om at leve i nuet, og på nogle områder kan det da også tolkes som om det er hvad der gør, men det passer ikke med virkligheden. Der tænkes hverken på nuet eller fremtiden, der tænkes kun på sig selv lige nu og her. Altså hvad kan en gøre for at opnå hvad denne vil, og hvad kan en gøre for at dækker over hvem denne virklig er! Der værste af det hele er, at folk har det med at ville tro mere på det som er letteste at tro, frem for at indse hvordan virkligheden er! Er det ikke hvad sådanne personer udnytter eller er det kun fordi at det er sådan flertallet er?