Hej alle,

Følgende indlæg er lidt kogt (og langt) – men forhåbentligt også sjovt. Så bær over med mig, når det koger lidt for meget, thi det er et ret kompliceret emne, sådan som jeg ser det.

Jeg har siddet og undret mig over et fænomen, som jeg har svært ved at navngive. Men nu er det ikke sådan lige til at få formuleret fænomenet, så jeg begynder med et eksempel (og lad det udspille sig inden for byens rammer for at give det lidt realitet):

[i]Når kvinden er gravid (og dermed også manden i disse moderne tider), så ser kvinden og manden pludselig mange andre gravide – dvs. støder på dem i bybilledet. Der kan være to gensidigt ekskluderende årsager. 1) De støder rent faktisk, objektivt set, ind i flere gravide, eller 2) netop fordi de selv er �ladet med graviditet i deres syn på verden� ser de graviditet, selvom de i virkeligheden ikke støder på flere end normalt. [/i]

Jeg tror på 2) – i dette tilfælde. Et (ligegyldigt) spørgsmål er her, om man overhovedet kan spalte mellem 1) og 2) i ovenstående eksempel, da netop en sådan skelnen er en andenordens-observation, hvorfor det på førsteordens-niveau ikke giver mening – man ser jo flere gravide, og så er det jo ligegyldigt, om man rent faktisk støder på lige så mange i en ikke-gravid tilstand, som man vil gøre det i gravid tilstand. Nok om det – videre!

Eksemplet viser, at folk i den grå masse rent faktisk ser (bemærk, det er synssansen – vi er jo i byen) det, de gerne vil se – her på et nok mere end mindre ubevidst (eller bedre: førbevidst) niveau. Eksemplet kan overføres på mange andre eksempler (fx ræve eller sociale klasser). Jeg er blevet bildt ind, at man kalder det [b]synkronicitet[/b] – en god kandidat til begrebsliggørelse af fænomenet. Man kan måske i bourdieuske termer formulere det som en midlertidig habituspræference, der pludselig manifesterer sig – den hidkaldes nærmest som en manifestation af idéen graviditet. Dog er det nok at gøre vold på meningen med habitusbegrebet, men måske er det ikke, hvis man overfører eksemplet på fx et fænomen som mobning (dvs. eksempel 2):

[i]Mobning bliver for tiden diskursiveret en del i den offentlige debat på diverse måder. Bl.a. er der udført undersøgelser af andelen af børn, der har oplevet mobning, hvilket er det eneste, man rent videnskabeligt kan måle på – altså ikke, om børn rent faktisk er blevet mobbet (hvilket afspejler en klassisk metodisk problematik inden for samfunds- og dele af sundhedsvidenskaberne). Man må således kraftigt forvente (ja nærmest antage), at der er en stærk relation mellem barnets udsagn om mobning og den faktuelle mobning (altså at der har fundet mobning sted), således at man kan �måle mobning�. Dog er der et problem, hvis mit efterlyste fænomen, rent faktisk spiller ind: Når alle snakker om mobning (forældre, lærere, pædagoger, familie, medier, endog venner), så kan det jo være – i hvert fald hypotetisk set – at barnet, der bliver spurgt til mobning, pludselig �har oplevet, at det er blevet mobbet, selvom dette rent faktuelt ikke er tilfældet.� Dette skyldes – ikke så underligt – at barnet netop har oplevet (dvs. �set�) mobning overalt, fordi alle taler om mobning.[/i]

Eksempel 2 skal illustrere problematikken på �samfundsniveau�, det vil her sige, at �samfundet� sætter sig i oplevelsen (altså �blikket�) hos barnet. Her bliver Bourdieus habitusbegreb relevant (som antydet ovenfor). Bourdieu – så vidt jeg husker – definerer habitus som internaliseringen (eller �kropsliggørelse�) af de objektive, sociale strukturer. Endvidere fungerer habitus som et præferencefilter på et førbevidst eller �praktisk� niveau. Hvis man nu tyer til en fyr som Foucault, som leger med de samme socialisationsteoretiske idéer, mener han jo, at sproget som �superstruktur� indvirker på vores tanke- og forståelsesverden. Sproget �grupperer� folk som normale og unormale for at sige det kort (som det for Bourdieu gælder, at sproget grupperer god og dårlig smag – altså distinktion). Pointen er, at diskursen – altså kort sagt sproget – fungerer på et førbevidst og ja, praktisk, niveau (igen: nogle vil kalde det kognitivt). Pointe = mobning som diskursivt fænomen har plantet sig i barnets habitus – kun midlertidigt selvfølgeligt – og (for)drejer den konkrete oplevelse af mobning (i en �forkert� retning). Sagt anderledes: Der er en [i]samfundseffekt[/i]?! I luhmanniansk-inspirerede termer kan det formuleres således: [i]Iagttagelsen af fænomenet påvirker fænomenet[/i]. Det, at samfundet tematiserer (fx) mobning resulterer i en tvetydig �fordobling� af fænomenet (nemlig fænomenet selv + tematiseringen af fænomenet): Pludselig interesserer samfundsforskere og medierne for mobning, og der laves undersøgelser, som selvfølgelig slår fast, at en masse børn bliver mobbet, for det snakker alle om. Men er det reelt sagen? – eller bedre: Hvordan skelner man mellem �samfundseffekten� (eller iagttagelseseffekten) og �den reelle effekt�, som fænomenet bidrager med (dette vil jo kræve en andenordensiagttagelse, hvilket blot vil producere yderligere kompleksitet)? Faktum er jo, at det kan man aldrig vide, fordi samfundet [i]perverterer[/i] vores iagttagelse af fænomenet. Kunne forskning i mobning kunne have stor gavn af at inddrage denne pointe, måske allerede i designet af deres spørgeskemaer? Og ja: Man kan aldrig måle virkeligheden! Det ved enhver – man kan højest lade den overleve falsificeringsforsøg, osv. osv.

Samme historie kan fortælles om køn, fx [i]diskursen om køn skaber en fordobling af kønsproblematikken, fordi alle ser kønsproblemer overalt – uden de �i virkeligheden� (hvilken?) er der i så høj grad.[/i]

Og: Der er mange andre fænomener. Det er så sandelig en iagttagelsens paradoks på den sjove måde, der er på spil her. Sådan som jeg ser det, er fænomenet ikke en isoleret type – det er en del af en �familie�. Her kommer nogle familiemedlemmer:

- Niels Bohr: Man kan ikke iagttage et atom, som det rent faktuelt ser ud, da det kræver, at en foton frigives, for at vi skal kunne iagttage det. Jeg kan sørme’ ikke huske, hvad loven hedder, men pointen er, at iagttagelsen påvirker fænomenet.
- Habermas: Erkendelsesledende interesser. Her kommer vi måske tæt på noget, der minder lidt om det. Spørgsmålet bliver således her, i hvor høj grad interesse er praktisk bevidst eller mere refleksiv.
- Hawthorn-effekten: En undersøgelse blev lavet af en tayloristisk virksomhed (der hed Hawthorn) tilbage i 20’erne eller 30’erne. Man ville afdække, hvilke forhold der spillede ind på produktiviteten. Man prøvede bedre belysning, større lokaler, bedre luft, osv. Imidlertid viste det sig, at intet af det kunne påvises at have en effekt, men produktiviteten steg alligevel. Konklusionen var (og var det ikke af HR-faderen Mayo?), at det, at nogle interesserede sig for de ansattes arbejde (altså forskerne, der lavede undersøgelsen) fik produktiviteten til at stige. Sagt anderledes: Iagttagelsen af fænomenet påvirkede fænomenet selv.
- Lacans �Reelle� (jf. Zizek) ?!
- En perverteret udgave af Luhmann: Luhmann siger, at �man kan ikke se, hvad man ikke kan se�, men måske er spørgsmålet snarere: �man kan se, hvad man kan se�.
- Althussers begreb �interpellation�: Samfundet anråber dig – som mobbet barn – du påtager dig derfor rollen som mobbet barn (eller er du?).
- Et spil, der findes på nettet: man skal trykke på en knap beliggende på en plade for at vinde, lad os sige, 1 mio. dollars, men ligeså snart man bevæger sig over knappen med musen, så rykker knappen til et andet sted på pladen. (Har desværre ikke kunne finde noget link).

Det var det. Ikke mere herfra. [b]Og er der så nogle af jer, der har et navn til den �effekt� eller det fænomen, der beskrives ovenfor?[/b] Jeg er kommet med et par forslag løbende, men lige lidt hjælper det – sådan som jeg anskuer sagen.

[i]Antagelser – nu til sidst:[/i]
Og så skal det siges, at jeg læser Foucault lidt stiliseret – men blev nødt til at relatere det til nogle velkendte idéer. Og så skal det også siges, at et andet aspekt af mobning-eksemplet er, at børn også kan få opmærksomhed gennem en ytring om mobning (så kigger samfundet på dig jo); dette nævnes blot for nuancen skyld, da det ikke ændrer i logikken ovenfor. Ligeledes bør det nævnes, at mobning også sker blandt voksne – men problematikken er stadig den samme.

Hold da fest det blev et kogt indlæg!


Alt det bedste,
Kristian

Hej Kristian,

Jeg har ikke læst hele dit meget lange indlæg (undskyld!), men får et indtryk af at du lidt bevæger dig på to forskellige analytiske niveauer. Dine eksempler er på individniveau, men du forsøger at forklare hvad end det fænomen så hedder på makroniveau eller i hvert fald på et meget mere aggregate level end fænomenet, via Luhmann & Bourdieu. Det kan da være lidt farligt vil jeg mene.. I øvrigt vil jeg tro at identitetsteori/social identitet vil kunne forklare dette fænomen; i tilfældet med den gravide vil det jo være oplagt at hun netop har påtaget sig en rolle og identitet som gravid, og på grund af den følelsesmæssige side af en graviditet, vil denne identitet højst sandsynligt have forrang over de andre roller eller identiteter hun har (f.eks. som bankrådgiver, hvis hun er det eller sin mors datter). Giver det mening?

Anyway, et forslag... sidder dybt begravet mellem netværksteori og social psykologi, er nok lidt biased.

Knus fra Line