Hej,

Jeg har absolut ingen humanistisk uddannelse, udover hvad jeg samlede op i gymnasiet, men jeg interesserer mig lidt for filosofi og har mange spørgsmål jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med. Måske I vil hjælpe mig?

Lige i øjeblikket er jeg optaget af Jacques Derrida, men er ikke helt sikker på om jeg forstår ham, og, uanset om det er tilfældet eller ej, hvad konsekvenserne af hans filosofi er.

Så vidt jeg kan forstå, så læses Derrida ofte som en reaktion på den strømning som går under betegnelsen strukturalisme. Essensen i strukturalismen er at menneskelige samfund er organiseret i strukturer, navnligt sprog, omkring universelle principper som incestforbuddet og overgangsriter, og at studiet af mennesket derfor må begynde med studiet af disse universalier (har jeg ret?)

Hvordan forholder Derrida sig til disse universalier? Skal han simpelthen forstås sådan at strukturalismens tendens til at fokusere på det såkaldt universelle selv er skabt af netop de principper som strukturalismen forsøger at studere?

Hvis det er tilfældet, hvad er så konsekvensen af Derrida`s filosofi for videnskab? Bliver al tænkning ikke lidt fjollet - et sisofys-arbejde - når al tænkning er historisk betinget? Findes der en "vej ud" af dekonstruktionen, som genopretter en mening med den menneskelige søgen efter mening?

Tak for linket. Jeg har læst hvad jeg kunne finde, men det er svært at blive sikker på forståelsen uden nogen at `sparre` med. Men du har nok ret i at dette ikke helt er forummet - jeg leder videre :)