Jeg er med min studiegruppe i gang med at skrive et projekt vedrørende en kritisk teoris elementer.

Vi tager udgangspunkt i Axel Honneths `Kamp om anerkendelse` og i den forbindelse har jeg flere gange støt på udtrykket at en teori skal indeholde et moment af den indre verdens transcendens - men hvad menes der med det?.

Jeg er med på forholdet mellem immanens og transcendens men er der nogen der kan hjælpe mig med at specifisere hvad der menes med den indre verdens transcenden?

på Forhånd tak.

Anders

Godt bud.. Jeg har selv været meget i tvivl for i virkeligheden er det et begreb som jeg ind til videre kun har hørt Rasmus Willig bruge - i henholdsvis Til for kritikken og så hans indledning til Behovet for anerkendelse..

Den eneste forklaring jeg har fundet er en lille henvisning til at den indre verdens transcendens er et form for internt samfundsmæssigt standpunkt..

ved ikke helt om man kan komme det nærmere.

Begrebsparret transcendens/immanens stammer fra skolastikken; hhv. overskridelsen af menneskelig erfatring ved mødet med det guddommelige overfor mystikkens/nyplatonismens/panteismens indlejring af erfaringsobjekterne i bevidstheden. Dette er led i et sæt af dualistiske begrebsdannelser, som ånd/legeme, idealisme/materialisme, subjekt/objekt og så videre. Immanens/transcendens videreføres hos visse moderne filosoffer - ofte katolikker, for øvrigt - som Charles Taylor, men mange nutidige filosoffer og teologer er kritiske overfor den. Den indre verdens transcendens lyder umiddelbart som et paradoks, men det kan være et forsøg på at bryde dualismen. Jeg er spændt på en nærmere forklaring....

Som jeg forstår det, har Honneths begreb intet at gøre med hverken skolastik eller dualistiske begrebsdannelser, da han er dialektiker. Jeg mener heller ikke, at det har noget at gøre med Deleuze, Hardt & Negri og alle de andre Foucaultinspirerede teorier, da Honneth tilhører en helt anden skole og teoriretning. Honneth står ved sin arv fra Frankfurterskolen.

Jeg ser Honneths teori i direkte forlængelse af Habermas’ teori. Hvis du f.eks. læser �Foragtens Sociale Dynamik� (er at finde i Behovet for anerkendelse), definerer Honneth sit teoretiske projekt i, at Habermas mangler at tage højde for de personer, som ikke besidder ressourcer til at deltage og benytte den kommunikative rationalitet. Disse personer vil derfor frem for at side i rundkreds og diskutere sig til konsensus ty til voldelig løsninger, og det bryder Honneth sig ikke om.

Honneth mener ud fra læsning af Hegel at kunne identificere en uretsbevidsthed hos de krænkede, og der er her at den indre verdens trancendenes kommer i spil. Ved at opstille nogle analytiske begreber, kan vi få italesat de krænkedes uretsbevidsthed og få den omskabt til løsninger (såsom ændringer i de sociale institutioner). Den indre verdens transcendens referer altså til de analytiske begreber for overhovedet at kunne forstå det �jeg� eller selvforhold, som det handler om at få transcenderet (overskrevet). Tanken er, at det negative selvforhold grundet de sociale krænkelser skal overskrives til et �jeg�, der både bliver anerkendt og selv kan anerkende andre mennesker. Dermed kan den krænkede gruppe nu ved den gensidige anerkendelse opbygge en identitet som borger i samfundet – som på lang sigt vil kunne benytte Habermas føromtalte rationalitet.

HÃ¥ber ikke min forklaring blev for rodet.

Jeg er helt enig i din forståelse af forholdet mellem de analytiske begreber og den sociale virkelighed, men jeg tror, man skal være varsom med at sætte lighedstegn mellem emancipation (frigørelse) og transcendens (overskridelse). Eksempelvis har Adorno & Horkheimer i Oplysningens Dialektik beskrevet, hvordan overskridelsen fra det traditionelle til det moderne har ført til en samfundsmæssig tilstand karakteriseret af barbarisme og ensporet tænkning.

Endvidere er jeg heller ikke sikker på Adorno �opgav� emancipationsprojektet. Honneth kritiserer jo Adorno for at han KUN lader den være tilgængelig via kunsten. Honneths kritik af Adorno kan efter min mening kritiseres eftersom Adornos senere værk Negativ Dialektik i mine øjne ikke blot handler om kunsten, men selve fornuftsbegrebet, men det er nok en anden tråd…