Hej,

Den grundlæggende pointe i dekonstruktion er, at forskellen mellem betegner og det betegnede er flydende - en tanke, der står bygger videre på og står i modsætning til den sprogteoretiske strukturalisme (Saussure). De betydningssammenhænge, som sproget afdækker, er ikke isolerede, bipolære modsætninger, der entydigt henviser til hinanden, men i stedet til et virvar af (andre) betydninger i sproget.

Hvis man skal prøve at formulere det anderledes, handler dekonstruktion om ufuldstændigheden (og umuligheden) af sproget som dækkende den virkelighed, vi indgår i. Da sproget er tæt knyttet til den sociale virkelighed (og den sociale orden) bliver det også til et spørgsmål om at se på ufuldstændigheden af denne. Der fokuseres derfor på de marginale identiteter i det sociale liv (eller i "teksten", som Derrida nok ville formulere det). Det er bl.a. også denne form for fremgang og analyse, Foucault anvender (og historiserer), når han ser på den historiske udviklingen af de forskellige moderne institutioner.

Sagt på en tredje måde: Dekonstruktion handler om at af-dikotomisere de forestillinger, som er udbredte i den sociale verden. Det er en analyse af de ting, vi tager for givet i vores hverdag, og som derfor har en klar overensstemmelse mellem betegner og betegnede. Især er det populært, i disse år, at dekonstruere den "moderne" konstruktion af et eller andet (ofte vestligt) fænomen. Dvs. man prøver at se på det, Derrida benævner, "det konstitutive udenfor" - dvs. se på alle de mulige aspekter, der ikke typisk associeres med det pågældende fænomen, for dermed at vise, at fænomenet er en social konstruktion, der er kontingent.

Endvidere prøver man, det gør Derrida i hvert fald, at se på begreber (eller betydninger), som ikke entydigt kan sættes ind i et "enten-eller"-skema, dvs. et forskelsskema. Derrida kalder disse begreber "undecidables", dvs. fænomener, hvor man ikke entydigt kan skelne betegner fra det betegnede, og hvor der således er en betydningspluralisme på spil. Jeg kan ikke lige huske Derridas eksempler, men inden for kønsforskning taler man fx om Cyborgen (Harroway) og Drag (Butler), dvs. androgyne (= intetkønnede) figurer, der ikke entydigt kan bestemmes inden for et "forskelsskema", som fx mand/kvinde udgør.

Nå - det var lidt tanker om dekonstruktion. Jeg ved ikke, om jeg har været lidt for "hård" ved tilgangen, da jeg får det til at lyde som om, at man hellere "destruerer" (sproglige og sociale) fænomener frem for at "dekonstruere" dem. Dog mener jeg, at det ofte er tendensen, når forskellige studier anvender dekonstruktion. Imidlertid ligger der også et frigørende potentiale i dekonstruktionen, da vi, som fx Ernesto Laclau siger, kan blive bevidste om vores egen historiske kontingens – dvs. der åbnes for en teoretisk mulighed for at forstå forandring af det sociale liv, (som er en af sociologiens største teoretiske problematikker, da den afspejler spørgsmålet om struktur og aktør).

I en større idéhistorisk kontekst finder du samme dekonstruktivistiske tankegang hos den franske psykoanalytiker Lacan i hans (meget spændende) tanker om subjektet - og hos en af hans efterfølgere, Slavoj Zizek. Også i den nyere amerikanske pragmatisme finder man denne tankegang, jeg tænker her på Richard Rorty. Et tredje sted, hvor denne tanke også udvikles, er som nævnt i Ernesto Laclaus nyere tanker om hegemoni. Et fjerde sted er hos sociologen Zygmunt Bauman i hans idéer om ambivalens og postmodernitet. Endvidere er der også tydelige forbindelser til den sene Wittgensteins idé om sprogspil.

Tjek denne, efter min mening, ret gode artikel om dekonstruktion: http://www.teorier.dk/tekster/dekonstruktion.php. Se i øvrigt: Mouffe, Chantal (ed.) 1993: Deconstruction and Pragmatism. Routledge, London.

Håber at det hjalp lidt på Derridas flydende forklaring af dekonstruktion.

Mvh. Kristian

Habermas udtalte engang, at dekon var et udtryk for jødisk mysticisme. Jo, sådan udtrykker venstreorienterede teoretikere sig. Men endnu vigtigere: der er ikke længere nogen, som forsvarer denne position, så hvad vil du dog bruge den til?