Hej alle!

Nu kom den på sociologiskforum.dk! Muhammed-konflikten, som den så kreativt er blevet døbt og som vi kender den bedst (en klassiker inden for sit felt). Historien er, for dem der ikke skulle have opdaget det (= nobody!), at lille Danmark skabte røre i den store verden. Men nu bevæger vi os lige så stille ind i post-konflikt-stadiet, og så kommer der indrømmelser, krav, strategier og magt på banen (se bare det danske politiske klima lige for tiden).

Men det er måske netop dette post-ræs, som sociologen kan bevæge sig ud over eller i hvert fald sætte i perspektiv (jeg er en af dem, der mener, at sociologen skal være kritisk og gerne provokerende, hvis muligt – så nu er I advaret). Derfor vil jeg på kort form i det følgende fremstille en tentativ hypotese, som rent faktisk er dybt provokerende - her vil jeg hente inspiration fra Slavoj Zizek (frontmanden for den slovenske skole i Lubjana) og hans "logik", da den kan åbne op for udfordrende perspektiver (Zizek er vel det, man kan kalde �postmarxist� og har bl.a. et opgør med venstrefløjsintellektualismen – noget, jeg trækker på her).

Min tese går på, om danskerne i virkeligheden ikke bare er racistiske og er glade for det. Hvem er danskeren så? Dem, jeg tænker på her, er faktisk de "helt almindelige" danskere, der forholder sig til indvandrerdebatten på en fjendtlig måde. Jeg taler således ikke om den teknokratiske politiske elite, der fordømmer Muhammed-tegningerne ud ad til mod verdenssamfundet, eller om venstrefløjens nonchalante og intellektualiserende stillingtagen til sagen. Sagen er jo den, at vi lever i et demokratisk samfund, hvor din stemme, lige så meget som min, tæller i den magtmæssige fordeling i samfundet (dette kan selvfølgelig diskuteres, men det er ikke mit primære mål her). Pointen er, at dem vi kan kalde "teknokraterne" (jeg tænker igen på en politisk elite samt en venstrefløjskonstellation) får fremstillet sagen som et storebror-lillebror-forhold, hvor lillebroderen har gjort noget �han ikke må� (fy!), og nu skal han irettesættes.

Det minder om, for at tage et af Zizeks eksempler, det franske nej til EU-forfatningen. Ifølge Zizek var valget om EU-forfatningen et �pseudo-valg� (eller en �dysfunktionel placebo� (ligesom luk-knappen i en elevator – den er der kun, så vi kan få en følelse af, at vi rent faktisk lukker døren hurtigere, også selvom dette ikke er tilfældet), som Zizek selv kalder det) – valget var nemlig allerede opstillet som et �selvfølgelig skal I sige ja – det er jo det eneste fornuftige at gøre�. Det var netop den teknokratiske elite, der fremlagde valget som et valg mellem dumhed/barnagtighed/umyndighed over for klogskab/fornuft/ myndighed. I den forbindelse er Zizeks pointe, at et demokrati, der kører på en sådan måde, ikke er et rigtigt demokrati, da vælgerne ikke bliver stillet over for et reelt valg, hvorfor den franske nej ikke bare var et nej til EU-forfatningen, men et nej til mange ting – måske et nej til �valget� overhovedet.

Nå – det var lidt af en ekskurs, men jeg mener, at samme logik kan appliceres på Muhammed-sagen. Her står teknokraterne og ryster på hovedet og snakker om ansvar, oprigtighed, pligter (dog uden det grimme ord, �selvcensur�), osv.. Min pointe er imidlertid, at måske er �de uartige børn� ikke bare ude på sjov men rent faktisk (bund)racistiske (på en moderat og ikke-voldelig måde), og er BEVIDSTE OM OG STOLTE AF DET! Dette tangerer igen Zizeks logik, nemlig med tanken om �enjoy your symptom� – det vil i denne sammenhæng skulle forstås som, at alle ved, at man ikke bør hade de sorte eller muslimerne eller hvem det nu er (dvs. være racistisk), da det er moralsk forkasteligt – det har storebror fortalt os. Og her kan storebror endda måske forstås, hvis vi bliver i Zizeks jargon, som det lacanianske �den store Anden�, altså den symbolske del af verden (the Symbolic), mens lillebroderen, dvs. de �dumme danskere�, måske er udtryk for det libidinøse liv i psykoanalytisk forstand, måske endda som �the Real�, der titter op og forvrider den symbolske reproduktion af samfundet. Måske er danskernes racisme netop �virkelig� (altså �Real�) – den har et mystisk, men dog også et �virkeligt� skær over sig. Og det er måske netop i denne brutale og samtidige �mystificering og virkeliggørelse�, at vi som sociologer må gå ind og påpege, at en racistisk holdning til muslimer, sorte, m.fl. i PRINCIPPET er noget, man godt kan have lov til uden at blive skældt ud af storebror, OG – og dette er vigtigt – rent faktisk er noget som folk HAR! – Og at den paternaliserende og umyndiggørende teknokratiske elite ikke er �hele Danmark�, men kun den symbolske og �anerkendte� reproduktion af samfundet (især i et intimt forhold til et besnærende og dybt moraliserende verdenssamfund).

Tesen bakkes op af en sociolog som Alan Wolfe (manden bag �Whose Keeper�), der har forsket i og om Danmark i mange år. I en artikel for noget tid siden i Information skrev han, at verdenen endelig havde fundet ud af, at Danmark ikke er ren idyl, men har stærke racistiske strømninger. (Dette bakkes også op af en iagttagelse, som Michael Hardt gjorde sig til Sociologkongressen her i sommers. Hardt så store problemer i den fremmedfjendske retorik, der var omkring Danmark, og mente faktisk, at det var et reelt problem). Først med en sag som Muhammed-konflikten skete der noget – der kom lillebror ud af boksen, som en anden joker-dukke. En joker-dukke der forskrækker, er �ond� og lidt grim at se på (i hvert fald for �storebroderen�, der er ih og åh så �pæn�). Lacan har sagt, at et hvert �civiliseret� samfund har et særligt forhold til lort – det er noget, der skilles af vejen, gemmes væk, skylles ud i lange sorte huller, som man ikke ved, hvor ender. Det lader til, at der er kommet noget op ad hullet her i Danmark – og det er ikke bare en �moralsk foreteelse�, men noget �Real�, der bestemt ikke er rart for den symbolske reproduktion af samfundet.

Jeg har i dette oplæg til _kreativ_ og ultrakritisk sociologisk debat ikke prøvet at sige, at netop du (læseren) er racist. Jeg mener bare, og det kan vel i princippet afgøres empirisk, at mange danskere er racistiske – �and that’s it� – om det så er moralsk forkert eller ej er en helt anden sag (men vi intellektuelle kan sikkert hurtigt blive enige om, at det er ih og åh så skrækkeligt). Jeg taler heller ikke om en ekstrem form for racisme i dette oplæg, men en �moderat racisme�, som mange, mange danskere vitterligt føler og sætter perspektiv på deres liv ud fra. Jeg er heller ikke specielt ude efter den politiske elite og venstrefløjsintellektuelle – jeg prøver bare at lægge et kritisk og ikke mindst provokerende ned over deres praksis (og det gerne �praksis� i bourdieusk forstand).

Jeg undskylder min empiri-svaghed (unfähigkeit) i dette hypotetiske oplæg, men håber, at folk reagerer vildt og ustyrligt, så vi får en grim og ulækker debat – med enkeltvise glimt af �the Real�.

Mvh. Kristian

har flyttet den her til sin egen tråd....

Det er ikke et empirisk faktum at "de samme mennesker som hader indvandrere hader bøsser og alkoholikere"

Det er et empirisk faktum at de samme mennesker som indrømmer de hader indvandrere også indrømmer de hader bøsser og alkoholikere.

Der er altså en temmeligt stor forskel på de to ting i en så betændt debat som den danske indvandrer debat.

Hej.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det er I vil frem til.

Jeg er med på at Kristian Karlsons indlæg er ganske gammelt, men jeg mener dog alligevel det har en vis berettigelse. At den passive intolerance (racisme er stadig for mange at gå for vidt efter min mening) i Danmark skulle være på fremmarch, tror jeg ikke, at der er mange der er i tvivl om.

Sørland har dog en ganske god pointe i at det nok er ret uholdbart at tale om Danskerne som værende ét folk, der deler den samme `volksgeist`, som så kan bevæge i den ene eller den anden retning.
Men det anerkender Kristian Karlson vel strengt taget også med sin skelnen mellem Store og Lillebror.

Jeg tror i langt højere grad, at man, for at få et fornuftigt billede af de strømninger i det danske samfund, som der her er tale om, skal man kigge på den aktuelle debat, og de magtkampe der udspiller sig her. For her er venstrefløjen og `storebror` blevet udmanøvreret og latterliggjort i en sådan grad at ethvert debatindlæg, der så meget som lugter af den gamle storebror`s bedreviden, ikke flytter meget andet end en finger eller to hen på fjernbetjeningens kanalskifter.

Jeg tror, at meget af den succes som denne intolerance har fået stammer fra noget så simpelt som behovet for at hævde sig selv. Det har åbenbart for længe været sådan, at en stor befolkningsgruppe har følt sig tilsidesat, latterliggjort og set ned på, på grund af deres holdninger. Om dette skyldes et tyndere grundlag for disse holdninger, manglende retoriske evner eller deslige er for så vidt fuldstændig underordnet i denne sammenhæng. Hovedsagen er, at de har følt sig overset og underkuet.

Når de så pludselig bliver stillet i en situation hvor de ikke bare får magt, men også overtaget i den offentlige debat samt en ganske betragteligt åben tilslutning sker der noget andet. Mange af de, der tidligere af moralske, sociale eller andre omstændigheder ikke ville have meldt sig under intolerancens banner, får langsomt rykket deres holdning til hvad der er acceptabelt og hvad der ikke er. Intolerance er nemt, og mange mennesker søger naturligt mod de løsninger som er lettest.

Tidligere var det ikke acceptabelt at vedkende sig denne vej - ikke engang over for sig selv. Men som man kan se på debatten er grænserne for det acceptable blevet rykket kraftigt de seneste 10 år.

To spørgsmål rejses så:

Har alle mennesker en indbygget hang til intolerance?
Og hvis ja, hvor mange vil så, under de rette omstændigheder omfavne den?