Jeg læser på 1 år på socialrådgiveruddannelsen og har beskæftiget mig med sygedagpengeområdet og den nye aktive linie i lovgivningen hvor sygemeldte borgere "tvangsaktiveres" under stramme interne krav i kommunen, for at denne ikke mister refusion fra staten.

Jeg skal, ved hjælp af Bourdieu, forsøge at belyse hvilke etiske dilemmaer der kan opstå for en socialrådgiver i krydspresset mellem de juridiske og organisatoriske rammer og professionens etikvejledning.

Først og fremmest er jeg i tvivl om hvorvidt man kan kalde sygedagpengeområdet for "felt"?

Kan man sige at socialrådgiverens uddannelse og herunder etikvejledning danner grundlaget for hendes habitus?

Som jeg forstår "doxa" i denne kontekst, er det organisationens (sygedagpengeafdelingen) mere eller mindre ureflekterede opfattelse af, at arbejde kan kurere syge mennesker, og, at aktiveringen er en form for symbolsk magt fordi det som udgangspunkt er for at sikre, at borgeren bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet -altså hjælp.

Har overvejet også at inddrage Foucaults "pastoralmagt", men er i forvejen på dybt vand i forhold til Bourdieu og er bange for at jeg aldrig kommer i land :-)

Håber, der findes en hjælpsom sjæl som kan skabe lidt klarhed for mig :-) På forhånd tak!