Der er jo hans bog: Antonovsky, Aaron: "Helbredets Mysterium", Hans Reitzels Forlag

MVH Trond Birk

Det gør Bourdieu vist nok. Eller ihvert fald siger han noget om hvordan habitus og struktur skal have sammenhang for at mennesket kan mestre situationen

Prøv at læs i almen sygepleje der er riset nogle forskellige sygeplejeteoretikkere op og jeg ved at en eller 2 skriver om mestring

Jeg vil mene at du "kun" øger begribeligheden, ikke meningsfuldheden, måske i et mindre omfang håndterbarheden.

Her følger hvad min bachelorbuddy og jeg har skrevet om Antonovsky i vores opgave som anlægger et salutogenisk syn på håndtering af stressfaktorer idenfor vores felt.

Antonovsky: Sence of coherense
Antonovskys begreb Sence of coherense, på dansk oversat til oplevelse af sammenhæng (OAS). Begrebet består af de tre elementer; (1)begribelighed, (2)håndterbarhed og (3)meningsfuldhed. OAS defineres således:

Oplevelsen af sammenhæng er en global indstilling, der udtrykker den udstrækning, i hvilken man har en gennemgående, blivende, men også dynamisk følelse af tillid til at (1) de stimuli, der kommer fra ens indre og ydre miljø, er strukturerede, forudsigelige og forståelige; (2) der står tilstrækkelige ressourcer til rådighed for en til at klare de krav disse stimuli stiller; og (3) disse krav er udfordringer, der er værd at engagere sig i. (Antonovsky, 2000, s. 37).

De tre elementer har ikke samme styrke hos alle mennesker, eller ved det samme menneske på forskellige tidspunkter i livet. Antonovsky lægger vægt på at styrken af OAS bevæger sig på et kontinuum mellem høj og lav og er afhængig af en kombination af de tre elementer. Han opstiller følgende mulige sammensætninger (Antonovsky, 2000, s. 38):

Type Begribelighed Håndterbarhed Meningsfuldhed Prædiktion
1 Høj Høj Høj Stabil
2 Lav Høj Høj Usædvanlig
3 Høj Lav Høj Pres opad
4 Lav Lav Høj Pres opad
5 Høj Høj Lav Pres nedad
6 Høj Lav Lav Pres nedad
7 Lav Høj Lav Usædvanelig
8 Lav Lav Lav Stabil

Den foretrukne type er 1, idet en person der oplever høj begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed vil føle en positiv udvikling (vokse med opgaven) og derved opnå endnu højere OAS. Derimod vil en person der oplever lav begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed føle, at de ikke aner, hvad der har ramt dem, at de ikke kan gøre noget som helst ved det, og dertil har de ingen motivation for at ændre det. Det interessante er således de personer, der bevæger sig mellem disse yderpunkter mod den ene eller den anden pol.
Selvom de tre komponenter i OAS alle er nødvendige, er de ikke lige vigtige. Det motiverende element, som meningsfuldheden bidrager med, ser ud til at være centralt. Uden denne faktor vil man formentlig kun forbigående kunne ligge højt med hensyn til begribelighed og håndterbarhed. For den engagerede person er vejen åben til større forståelse og ressourcer. Begribelighed ser ud til at være næstvigtigst, eftersom høj håndterbarhed afhænger af forståelse. Det betyder ikke, at håndterbarhed ikke er vigtigt. Hvis man ikke tror, at der står ressourcer til ens rådighed, går det ud over meningsfuldheden og forsøget at mestre situationen. Mestring afhænger altså af OAS som en helhed. (Antonowsky, 2000, s. 40)
Forskellene mellem styrkerne af disse elementer bevirker forskelle mellem OAS og derfor også forskelle i coping.

Der er større sandsynlighed for at en person med en stærk OAS vil bedømme en stressfaktor som glædelig, mindre konfliktfyldt eller mindre skadelig end en person med en svag OAS. Den grundlæggende tillid til, at tingene nok skal gå, at man har ressourcer til rådighed til at håndtere situationen, at det, der nu virker forvirrende, nok skal blive begribeligt, at der er mulighed for opløsning af spændingen – denne tillid er i sig selv en relevant ressource. (s. 151)
Denne tillid kan meget vel hænge sammen med det andet spørgsmål: karakteren af det følelsesmæssige problem, der skabes af en stressfaktor. En glædelig stressfaktor kan vække forskellige følelser. Enkemanden med en stærk OAS, der møder en attraktiv kvinde, føler håb og begejstring; med en svag OAS føler han håbløshed og apati. Styrken af ens OAS bestemmer også, hvordan man forholder sig til en stressfaktor, der bedømmes som en trussel. Den OAS-stærke person føler bedrøvelse, frygt, smerte, vrede, skyld, sorg, bekymring; den OAS-svage person angst, raseri, skam, fortvivlelse, forladthed, forvirring. Det der adskiller disse to følelsesmæssige komplekser, er, at det første udstyrer personen med en motivation til at handle, mens det andet er lammende. Følelserne i den første gruppe er fokuserede, mens følelserne i den anden er diffuse. Ud fra OAS-modellen kan man sige, at der er større sandsynlighed for, at den samme stress-faktor er meningsfyldt for den OAS- stærke person end for den OAS-svage. Det er åbenbart, at fokuserede følelser er mere forenelige med en opfattelse af, at problemerne er begribelige. De fokuserede følelser vil endvidere med større sandsynlighed aktivere mestringsmekanismer, mens de diffuse følelser afstedkommer ubevidste forsvarsmekanismer.
Det første og vigtigste at gøre sig klart er, at en stærk OAS ikke er en bestemt mestringsstil. Dette er sagens kerne. De stressfaktorer tilværelsen stiller os over for, er mange og forskelligartede: positive eller negative, kortvarige, stadige, tilbagevendende eller permanente: mere eller minder objektivt kontrollerbare; indre eller ydre; helt personlige, relaterede til sociale roller eller situationer, eller universelle; valgte eller påtvungne ect. At holde fast i et bestemt mestringsmønster – at kæmpe, flygte, stivne; at stole på andre eller sig selv; fornægtelse, rationalisering eller sublimering; social støtte, penge, intelligens, ect. – er ensbetydende med, at man ikke tager stressfaktorernes særlige karakter i betragtning. Man mindsker derfor sine chancer for mestring. En person med en stærk OAS vælger den mestringsstrategi, der ser ud til at være mest velegnet til at håndtere den stressfaktor, vedkommende står over for. Eller, som jeg hellere vil formulere det, han eller hun vælger den mest hensigtsmæssige kombination blandt de generelle og specifikke modstandsressourcer, vedkommende har i sit repertoire. (s. 153-154)
Den afgørende faktor for mobilisering af ressourcer er en stærk oplevelse af meningsfuldhed. Stillet over for en stressfaktor vil en person med stærk OAS i højere grad være engageret i situationen og villig til at håndtere stressfaktoren. Personen går uden videre ud fra, at det er umagen værd; Stressfaktoren er en udfordring, man byder velkommen, ikke en byrde, man hellere ville være for uden. Stressfaktoren kan være smertefuld: at blive nægtet en forfremmelse, man mente man havde fortjent; blive fyret; en kandidat, man er meget imod, bliver valgt til et offentligt embede. Selvfølgelig ville vi foretrække, at disse ting ikke sker. Men det gør de. Hvad skal man gøre, for at skaden bliver så lille som muligt, for at lindre smerten?
En mulighed er at definere det skete som noget, der ligger uden for grænserne for, hvad der er meningsfyldt i ens liv. Et af kendetegnene for en person med en stærk OAS er, at grænserne for, hvad der er meningsfyldt, er fleksible og kan indsnævres eller udvides.
Lad os gå ud fra, at det problem, der skabes af en stressfaktor, ikke kan defineres som liggende uden for grænserne for, hvad der betyder noget for en. Eller en omdefinering ville indebære et selvbedrag og gentagne påmindelser om, at problemet ikke er forsvundet. Den OAS-svage person ser kun de byrdefulde aspekter af stressfaktoren. Han eller hun vil derfor være tilbøjelig til at fokusere på de følelsesmæssige parametre, på at håndtere den angst og sorg, stressfaktorerne har givet anledning til. Det gælder i lige stort omfang for positive og negative stressfaktorer, indre og ydre stressfaktorer samt stressfaktorer, der opstår i interaktionen med andre mennesker. Den OAS-stærke person vil være tilbøjelig til at fokusere på problemets instrumentelle parametre og se en udfordring i spørgsmålet om, hvilke ressourcer der kan mobiliseres til at løse problemet.
Det er imidlertid nødvendigt at definere problemets karakter og dimensioner, at gøre det forståeligt, før man mobiliserer de nødvendige ressourcer. Er det enkelt og afgrænset eller har det omfattende, aktuelle konsekvenser? Vedrører det kun en selv, eller involverer det også andre? Ligner det problemer, man har været stillet over for tidligere? Drejer det sig om moralske spørgsmål? Er det sandsynligt, at det bliver enten mere eller mindre presserende, uanset hvad der sker? Det er i den forbindelse, OAS- komponenten begribelighed spiller en rolle.
Ud fra en overbevisning om, at problemer kan struktureres og forstås, kan den OAS-stærke person gå i gang med at forvandle kaos til orden, forvirring til klarhed. Den OAS-svage person er overbevist om, at kaos er uundgåeligt, og opgiver på forhånd ethvert forsøg på at gøre stressfaktoren forståelig. Resultatet bliver et halvhjertet, ineffektivt mestringsforsøg – eller snarere en fuldstændig fokusering på håndtering af det følelsesmæssige problem. (s 155-156)

Antonovsky redegør for den salutogenetiske orientering, der er et forsøg på at afdække hvorfor mange mennesker på trods af en høj stressbelastning klarer sig fint og undgår at blive syge. Den centrale antagelse i den salutogenetiske model er, at en stærk OAS er afgørende for en vellykket håndtering af livets stressfaktorer og dermed for bevarelsen af helbredet.
Antovsky siger, at livsoplevelser i barndommen og det tidlige voksenliv er bestemmende for placeringen på OAS kontinuet. OAS er en stabil, vedvarende og generel indstilling til verden, der kendetegner en person hele vejen gennem voksenlivet, såfremt der ikke sker drastiske vedvarende ændringer i livssituatonen (Antonovsky, 2000, s. 195). Der er tale om en grundindstilling, som er blevet til, på baggrund af de erfaringer den enkelte har gjort sig i den kultur, sociale struktur og historiske periode, som vedkommende lever i (Antonovsky, 2000, s. 198).
Som alternativ til Antonovskys teori om OAS kunne vi have benyttet den meget lignende teori om hardiness, formuleret af Kobasa. Vores valg mellem de to er truffet ud fra vores formål med undersøgelsen - at frembringe interessante spørgsmål til nærmere undersøgelse nu eller i fremtiden. Således er Kobasa fravalgt fordi hardiness er en del af personligheden hvorimod OAS er et fleksibelt grundlag for valg af copingstrategi og derfor af os vurderes at kunne udvikles.