Kære Christina,

Hvad med "organisationskultur". Det nærmer sig meget paradigmebegrebet, mens det også handler om etik og kommunikation og vel også (i nogen grad) magtforhold.

Jeg har hørt (uden nærmere reference), at Strandvænget-sagen handlede mere om "bløde" ting end "hårde", dvs. mere om værdier og kultur (og etik) end økonomi. Det tyder altså på, at det er opstået en særlig organisationskultur (eller et særligt klima), hvor man har kunne "tillade sig" at behandle beboerne som man gjorde. Er det noget, som bare opstår - eller er de ansatte ansvarlige for hvad der er sket? Det spørgsmål har I sikkert allerede stillet. Men, kunne man hævde, organisationskultur binder jeres perspektiver sammen.Organisationskultur i hverdagsforstand handler jo netop om nogle særlige formelle og uformelle adfærdsmønstre, som opstår når folk interagerer. Formelt set handler det om etisk ansvar og dermed også kommunikation (gerne gennemsigtig, magtfri kommunikation); uformelt handler det om paradigmer (rutine og vane og efterligning) og måske magt (nogle har styret eller initieret kulturen, fx lederen, som flere organisationsteorier ville fremhæve).

Nå, jeg ved ikke, hvor meget du er inde i organisationslitteraturen. Men "organisationskultur" synes jeg rammer meget godt i forhold til jeres problemstilling.

Mvh. Kristian

Hej Christina.

Noget andet, du evt. kan se på er kognitiv tænkning og bihaviorisme. Det er egtl. det samme som du selv er inde på, men det sammenfatter måske set hele lidt.

Jeg har selv været ansat på en institution på Fyn for voksne udviklingshæmmede og kendte godt lidt til Strandvænget (via de alm. rygter osv.). Det, som slog mig mht. den sag var, hvordan det blev fremstillet i medierne. Det fremstod næsten som en kriminalsag, hvor alle `sandhederne` kom `frem i lyset`, som om at nu skulle vi bare lige se hvor frygtelige alle de gamle koner på institutionerne var (sarkastisk forstået). Men jeg oplevede til gengæld, at de økonomiske bemidlinger til institutionerne var meget dårlige, hvilket forårsagede højere stressniveau og ringere glæde ved arbejdet, da arbejdsbyrden konstant blev større.

Derfor er der også en vigtig pointe i hvordan medierne fremstiller sagen, og mit argument er, at der kom en meget pludselig folkedom over Strandvænget og pædagogerne. Det var en dom fra et folk, som kun har virkelig ringe forståelse for hverdagen på en institution.

Anyways, det er en vinkel, som jeg synes er værd at tage med, for der var faktisk ikke ret mange andre end Strandvængets personale, beboere og pårørende, som havde ret til at dømme i den sag. Derfor ramte sagen åbenbart ned i en nerve, som handlede om et kollektivt folkeligt behov for at dømme etisk og måske sidde sammen med andre og være forargede. Måske havde det ligefrem en samlende effekt, når mennesker, som normalt ikke har noget til fælles kan sidde og blive enige om etiske spilleregeler. Det er også et relevant perspektiv.

Hvilket fag skriver du i? Jeg læser antropologi og er p.t. også lidt inde over organisationskultur og synes hele dit projekt er spændende. Men hvordan du vinkler det afhænger af dit fag.

Mvh. Ene.